LIGE NU: USA under missilangreb

Amerikanske baser er mandag aften under missilangreb fra Iran. Ifølge medier er det både baser i Irak og Qatar, der bliver angrebet

Iran har mandag angrebet en amerikansk militærbase i Qatar.

Det bekræfter Qatars udenrigsministerium i et opslag på X.

Ligeledes bekræfter det amerikanske forsvarsministerium i en udtalelse, at Iran har sendt flere missiler mod basen Al-Udeid i Qatar, skriver The New York Times.

Irans nationale sikkerhedsråd har ifølge nyhedsbureauet AFP også bekræftet angrebet.

Tidligere lød meldingen fra det iranske nyhedsbureau Tasnim, at Iran skulle have sendt missiler mod amerikanske baser i både Irak og Qatar, skrev Reuters.

Samme melding kom fra det amerikanske medie Axios.

Hverken Irak eller andre har bekræftet mediernes meldinger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses missilerne over Qatar – se en video nederst

Militærbasen Ain al-Asad i Irak aktiverede ifølge anonyme militærkilder sit luftforsvar af frygt for angreb, skriver Reuters.

Ifølge kilderne er der dog kun registreret iranske angreb på basen i Qatar, skriver mediet.

Irans angreb kommer som et svar på, at USA lørdag sendte en række militærfly mod Iran og angreb landets atomanlæg.

Ifølge en udtalelse fra Irans væbnede styrker har Iran angrebet den amerikanskledede militærbase Al-Udeid i Qatar “med et ødelæggende og kraftigt missilangreb”, skriver Reuters.

I et opslag på X skriver Qatars forsvarsministerium, at et missilangreb mod Al-Udeid er blevet afværget, og at ingen er blevet dræbt eller såret i angrebet.

En talsperson for Qatars udenrigsministerium oplyser desuden, at Qatar fordømmer angrebet.

– Vi anser dette for en åbenlys krænkelse af staten Qatars suverænitet, skriver talspersonen Majed al-Ansari i et opslag på X og tilføjer:

– Vi bekræfter, at Qatar forbeholder sig retten til at besvare direkte på en måde, der svarer til karakteren og omfanget af denne uforskammede aggression, skriver han.

USA’s forsvarsministerium bekræfter ligeledes, at ingen blev såret under angrebet, skriver The New York Times.

Både The New York Times og Reuters skriver baseret på anonyme embedsfolk, at Iran varslede både USA og Qatar forud for angrebet.

Nabolandet Bahrain har efter angrebet lukket sit luftrum, oplyser landets luftfartsministerium i en udtalelse, skriver Bahrain News Agency.

Bahrains indenrigsministerium har desuden i et opslag på X opfordret alle borgere til at udvise øget forsigtighed og følge sikkerhedsprotokoller i tilfælde af eksplosion eller ved luftalarm.

Kuwait har ligeledes lukket sit luftrum, skriver Reuters.

Se video fra angrebet her: