Blodig hændelse foran forskrækkede danskere

Person overfaldet med skarp genstand fik livreddende førstehjælp på fortovet ved banegård. Nu er der ny udvikling i sagen

En cirka 30-årig mand blev udsat for særlig farlig vold, da han blev overfaldet nær en banegård fredag aften.

Det vurderer en dommer i retten som lørdag har besluttet at varetægtsfængsle den anholdte i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adskillige patruljer var til stede kort tid efter hændelsen – her er der blod efter overfaldet – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Overfaldet skete tæt på Odense Banegård – og den mistænkte er blevet varetægtsfænglset efter et grundlovsforhør ved Retten i Odense.

Forbrydelsen blev begået med en “skarp genstand”, har politiet tidligere oplyst.

Ifølge politiets mistanke forsøgte den anholdte 27-årige mand at slå den anden ihjel, men dommeren finder altså i sin foreløbige vurdering, at der i stedet er tale om farlig vold.

Retsmødet lørdag er foregået bag lukkede døre, og det er endt med, at den sigtede skal være varetægtsfængslet frem til 17. juli.

I forbindelse med overfaldet ved Odense Banegård Center foretog politiet afspærringer, og det betød også, at letbanen i et stykke tid var forhindret i at køre.

Et vidne har fortalt til TV 2 Fyn, at han var med til at give livreddende førstehjælp til den sårede mand, der lå på fortovet. Han blødte fra kraveben- eller halsregionen, har vidnet oplyst.

Fra politiet har man oplyst, at sagen ikke umiddelbart har noget med bander at gøre.

/ritzau/