Her kan du fejre Sankt Hans i København 

Arkivfoto.

Presse-fotos.dk bringer en guide over 10 steder i København, hvor du kan opleve Sankt Hans og hygge i bålets skær.

Nu nærmer vi os den tid på året, hvor flammerne danser, og sommeraftenen fejres med sang og fællesskab.

Den 23. juni går det løs, når Sankt Hans-aften traditionen tro markeres over hele landet – og i år falder aftenen på en mandag.

Sankt Hans har rødder i både hedensk og kristen tro. Oprindeligt knyttet til midsommerens fejring, fik højtiden senere en kristen betydning som en fejring af Johannes Døberen – også kendt som Sankt Hans.

Familie og fællesskab i centrum

Aftenen byder på alt det, vi forbinder med den danske sommer: duften af bål, lyden af fællessang og glæden ved at samles med dem, vi holder af.

Det er ligeledes en af årets længste dage – og altså en perfekt anledning til at nyde sommeren i fuldt flor.

Presse-fotos.dk bringer her en guide over 10 steder, hvor du med fordel kan fejre Sankt Hans på tværs af København:

Tivoli: Klokken 20.15 åbner Tivoli Sankt Hans-aftenen med musik fra Tivoli Orkestret. Senere tændes bålet på Tivoli Søen af bueskytten Lars Andersen med ildpile i en spektakulær opvisning. Københavns Drengekor runder aftenen af med smukke midsommersange.

Frederiksberg Have: Klokken 16 begynder Sankthansaften i Frederiksberg Have med musik og sjove aktiviteter for børn. Fra klokken 18 fortsætter aftenen med live-musik, folkedans, båltale og fællessang på Slotsplænen. Klokken 21.45 tændes bålet, og alle er velkomne til en hyggelig midsommeraften med fri entré og picnicstemning.

Enghaveparken: Fra klokken 16 byder Enhedslisten velkommen til Sankt Hans i Enghaveparken med hoppeborg, snobrød og børneshow for de yngste. Aftenen byder på livemusik, taler og bål for både børn og voksne – med stemning og fællesskab i centrum. Båltalen holdes klokken 21 af Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø), og bålet tændes 21.15 med fællessang og midsommervisen.

Karens Minde: Klokken 17 starter Sankt Hans-festen i Sydhavnen med DJ, madboder og kolde drikke i Karens Minde Aksen. Klokken 18 går det løs med livekoncert fra Patchanka, og senere båltale og fællessang med folkesanger Helle Thun. Bålet tændes klokken 19.30.

Blågårds Plads: Fra klokken 17 fejres Sankt Hans på Blågårds Plads med DJ’s, koncert og fællesskab under åben himmel. Klokken 20 tændes bålet midt på pladsen, hvor midsommervisen synges, inden Agob Yacoub holder båltalen.

Amager Strand: Fra klokken 18 byder Socialdemokratiet velkommen til Sankt Hans ved Amager Strand med DJ, madboder og fadøl. Aftenen byder på båltaler fra Lars Weiss, Yildiz Akdogan og Lars Gaardhøj, før bålet tændes klokken 21 med fællessang af midsommervisen. Festen fortsætter ved Strandtorvet, hvor alle er inviteret til en hyggelig midsommeraften ved vandet.

Reffen: Fra klokken 16 fejres Sankt Hans på Reffen med DJ’s, live jazz og børnebål ved kajkanten.
Klokken 21.45 tændes det store bål, hvor midsommervisen synges. Der vil ligeledes være af et spektakulært surprise act i løbet af aftenen. Madboder og barer sørger desuden for lækker street food og kolde drikke.

Volden: Klokken 16 fejres Sankt Hans på Elefantens Bastion ved Volden med koncerter, bål, snobrød og god stemning. Klokken 20 tændes bålet, pyntet med tema fra Den Røde Tråd, og midsommervisen synges, mens Mette Kierstein Nielsen holder båltalen. Ungdomsbandet shiny hunt og DJ Magadudu sørger for musik hele aftenen.

Ofelia Plads: Sankt Hans på Ofelia Plads bliver fejret med levende musik, båltale og flydende bål ved Kvæsthusbroen. Klokken 20.45 spiller Katinka koncert, efterfulgt af båltale ved Frederik Cilius, og klokken 21.30 tændes bålet med fællessang ved koret ilinx. Foodtrucks og kølige drikke er klar fra sidst på eftermiddagen.

Seaside Toldboden: Fra klokken 15 fejres Sankt Hans på Seaside Toldboden med blomsterbinding, DJ’s, grill og kolde drinks. Klokken 19 spiller Grassoline live, og klokken 21 tændes bålet, mens midsommervisen synges i de maritime omgivelser.

’Alene i vildmarken’-deltageren har sendt en videoansøgning til DR og drømmer om at overtage rollen efter Jørgen Skouboe.