Ukraine angriber Rusland: Har ramt elværk nær Moskva

Ukraines militær har ifølge udtalelser på militærets egen Telegram-kanal ramt forskellige mål med droner i Rusland natten til mandag.

Det ene sted er den russiske luftbase Savasleyka øst for den russiske hovedstad, Moskva. Her hævder det ukrainske militær at have ramt to fly, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er “formodentlig” tale om et MiG-31-fly og et Su-30/34-fly, lyder det fra Ukraines militær ifølge Reuters.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret de ukrainske meldinger.

Ukraines militær oplyser også på Telegram at have ramt elværket VNIIR i den russiske region Chuvashia. Regionen ligger omkring 600 kilometer øst for Moskva.

Angrebet skal være sket med “mindst to droner”, skriver militæret.

Driften var kortvarigt afbrudt på grund af dronerne, skriver regionens guvernør, Oleg Nikolajev, på Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fra russisk side lyder det, at dele fra dronerne, som blev skudt ned, faldt på området ved anlægget. Ukraine hævder omvendt at have udført et direkte angreb, skriver AFP.

Der skal ifølge det ukrainske militær også være brudt en brand ud. Det har ikke været muligt for Reuters at bekræfte det.

Oleg Nikolajev tilføjer ifølge AFP, at der ikke er tilskadekomne. Men det er uklart, om der er sket skade på bygninger eller anden form for ødelæggelser.

Ukraine beskriver anlægget som en fabrik, hvor der fremstilles antenner til Shahed-droner.

De iranskdesignede Shahed-droner bruges ifølge AFP i stor stil af Rusland til angreb på ukrainske byer.

Det russiske forsvarsministerium oplyser ifølge AFP, at 49 ukrainske droner er blevet skudt ned over natten.

I Ukraine lyder det, at “dusinvis” af russiske droner er blevet skudt ned over den vestlige region Rivne. Den ligger omkring 300 kilometer vest for Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det ukrainske luftvåben oplyser ifølge AFP, at Rusland har sendt 479 droner mod Ukraine i løbet af natten.

Polen måtte natten til mandag sende fly på vingerne efter meldinger om russiske angreb i det vestlige Ukraine. Det oplyste den operative kommando i det polske militær på den sociale platform X.

Formålet var at beskytte Polens luftrum efter angreb i Ukraine tæt på grænsen, lyder det