Politiet i den amerikanske storby Los Angeles har mandag morgen dansk tid beordret alle til at forlade området Downtown.
Det skriver politiet på det sociale medie X.
Det skyldes, at det er blevet gjort ulovligt at forsamle sig i området, skriver politiet.
Det sker efter flere dage med voldsomme protester mod immigrationsmyndighederne, der bunder i frustrationer over de mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.
Downtown ligger centralt i Los Angeles og omfatter blandt andet kvartererne Chinatown, Little Tokyo og Arts District.
Søndag har der været flere sammenstød mellem demonstranter og myndighederne centralt i Los Angeles. Det drejer sig blandt andet om Nationalgarden, som er blevet aktiveret efter ordre fra landets præsident, Donald Trump.
Billeder viser blandt andet ødelagte biler og køretøjer i brand.
På et billede, der er blevet delt flittigt på sociale medier, ses en mand på taget af en bil med et stort mexicansk flag i hænderne. I forgrunden af billedet er der flammer.
Donald Trump og flere fremtrædende ministre har kritiseret demonstrationerne, som de kalder voldelige optøjer. Det er nødvendigt at slå hårdt ned på dem, mener de.
Guvernøren i Californien, demokratiske Gavin Newsom, mener omvendt, at Trump eskalerer situationen.
Den amerikanske præsident har gjort det til en central del af sin politik at mindske indvandringen til USA.
Han har samtidig lovet at deportere millioner af migranter, der opholder sig ulovligt i landet.
I Los Angeles har en stor del af borgerne rødder i Latinamerika, og der er mange migranter fra blandt andet Mexico, der har slået sig ned i byen.
Myndighederne fastholder, at det er bandemedlemmer og illegale migranter, der bliver anholdt og sendt ud af landet. De udgør ifølge Trump en trussel mod den nationale sikkerhed i USA.
Flere dommere har dog betegnet mange af deportationerne som ulovlige, og der har været kritik af immigrationsmyndighedernes ageren i forbindelse med anholdelserne.