Røgdykkere er sendt ind i industribygning. Det startede stille og roligt, og så tog det fart.
Natten til mandag udviklede en tilsyneladende rutineopgave sig pludseligt dramatisk i det nordlige Aarhus.
Klokken 03.19 modtog Østjyllands Brandvæsen en melding om bygningsbrand i en industribygning på Tangen 27 i Aarhus N. De første to brandkøretøjer ankom kort efter, hvor en aktiveret brandalarm var årsagen til udrykningen.
Indledningsvist kunne brandfolkene dog ikke lokalisere nogen åbenlys brand.
Men situationen ændrede sig hurtigt.
Det forklarer Presse-fotos.dks udsendte fra stedet.
Kort tid efter begyndte det at ryge kraftigt fra bygningen – og hvad der i første omgang lignede falsk alarm, viste sig at være en reel stor røgudvikling. Røgdykkere blev derfor sendt ind i bygningen, og brandvæsenet tilkaldte forstærkning fra City-stationen.
I alt fire brandkøretøjer blev sat ind i slukningsarbejdet, og indsatsen fortsatte i længere tid på stedet.
Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden, og om bygningen har lidt større skader. Der er ikke meldt noget officielt ud om forholdene endnu.
Mystisk politiaktion i villakvarter: Person ført væk i DNA-dragt



