Trump om Elon Musk: “Vil blive mødt af alvorlige konsekvenser”

USA’s præsident, Donald Trump, siger i et interview med NBC News, at han ikke har noget ønske om at reparere sit forhold til techmilliardæren Elon Musk.

– Nej, svarer Trump, da han bliver spurgt, om han ønsker at forsones med verdens rigeste mand.

På spørgsmålet om hvorvidt Trump tror, at hans forhold til Musk er slut, svarer Trump:

– Det vil jeg tro, ja.

Trump siger også, at det vil få “meget alvorlige konsekvenser”, hvis Elon Musk begynder at finansiere demokratiske kandidater, der stiller op mod republikanere, som stemmer for Trumps omfattende lovpakke.

– Han vil blive mødt af meget alvorlige konsekvenser, hvis han gør det, siger Trump til NBC News.

Præsidenten uddyber dog ikke, hvad disse konsekvenser skulle være.

Lovpakken kaldet “One Big Beautiful Bill Act” blev i slutningen af maj stemt igennem i Repræsentanternes Hus. Den skal videre til det andet kammer i Kongressen, Senatet.

Elon Musk er blandt andet direktør for elbilfirmaet Tesla og rumfartsvirksomheden SpaceX. Desuden ejer han platformen X.

Trump og Musk har kørt parløb, siden Musk i juli i fjor sluttede sig til Trumps valgkamp og begyndte at drysse penge ud over kampagnen.

Men de seneste dage er de to røget i totterne på hinanden.

Striden begyndte, da Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus sagde, at han var “meget skuffet” over Elon Musks kritik af den store lovpakke fra Trump.

Efterfølgende udtalte de sig ad flere omgange kritisk mod hinanden på de sociale medier X og Truth Social.

Trump sagde blandt andet, at han ville stoppe statslige kontrakter med virksomheder ejet af Elon Musk.

Elon Musk anklagede derefter i et opslag på X Trump for at fremgå i dokumenter i den såkaldte Epstein-sagen – dog uden at fremlægge nogen beviser.

Jeffrey Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.

Musk har tilsyneladende slettet opslaget lørdag.

Trump mener ikke, der er noget at komme efter.

– Det kaldes “gamle nyheder”. Det har været kendt i årevis. Selv Epsteins advokat sagde, at jeg ikke havde noget med det at gøre. Det er gamle nyheder, siger Trump.