En mand har kørt en bil ind i en gruppe mennesker i den sydtyske by Passau.
Det oplyser tysk politi ifølge flere tyske medier.
Politiet tilføjer, at man ikke kan udelukke, at det var en bevidst handling.
– På nuværende tidspunkt kan det ikke udelukkes, at manden bevidst kørte bilen ind i gruppen af mennesker, lyder det fra politiet ifølge lokalavisen Passauer Neue Presse.
Der er ingen indikationer på en forbrydelse, lyder det.
Antallet af tilskadekomne er uklart, og alvoren af deres skader er ukendt. Men ifølge avisens oplysninger skulle tre personer være kommet alvorligt til skade.
Den tyske avis Bild og Passauer Neue Presse skriver, at mandens 38-årige kone og femårige datter er blandt de tilskadekomne.
Flere tyske medier skriver, at chaufføren er en 48-årig mand, som nu er anholdt.
Politiet efterforsker sagen. Passauer Neue Presse skriver på baggrund af oplysninger fra politiet, at en strid om forældremyndighed kan have spillet en rolle.
Passau ligger ved Tysklands grænse til Østrig – omkring 150 kilometer øst for München.