Musik, mad, maritime oplevelser og masser af aktiviteter venter, når Næstved Havn danner rammen om en festlig weekend for hele familien.
Næstved Havn bliver forvandlet til en maritim oplevelsesarena, når Næstved Træskibsfestival løber af stablen fra fredag den 6. juni klokken 14 til søndag den 8. juni klokken 15.
Festivalen, der er gratis for alle, forventes at tiltrække op mod 30.000 besøgende og byder på et omfattende program for både børn og voksne.
Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
74 træskibe og 600 besætningsmedlemmer
Hovedattraktionen er de 74 historiske træskibe, der lægger til kaj med i alt 600 besætningsmedlemmer ombord. Skibene vil være åbne for publikum, og der bliver mulighed for at komme tæt på det maritime håndværk og søfartens historie.
Derudover kan man opleve paradesejlads, kanonaffyring ved solnedgang og havnevandring.
Men festivalen byder på meget mere end skibe. På havneområdet vil der være streetfood, markedsboder, koncerter, gadeteater, udstillinger og aktiviteter for hele familien – herunder yoga, hoppeborge, leg på kajen og en highjumper-trampolin. Et gratis mini-tog vil transportere gæster mellem byen og havnen.
Borgmester Carsten Rasmussen glæder sig til at byde både borgere og turister velkommen til, hvad han kalder “en maritim folkefest”:
“Med hele 74 træskibe og 600 besætningsmedlemmer har festivalen vokset sig langt større end forventet. Det bliver en fantastisk oplevelse for både borgere og turister, og jeg glæder mig helt vildt til at se de mange historiske træskibe lægge til kaj i Næstved Havn,” siger Carsten Rasmussen og tilføjer:
“Træskibsfestivalen er endnu et godt eksempel på, hvad Næstved kan som event-by og ikke mindst, hvad Næstved Havn kan bruges til. Tak til alle, der har bidraget til festivalen, ikke mindst de 43 seje frivillige. Jeg håber, at borgerne i Næstved og omegn tager familie og venner under armen og kommer ned og nyder de mange aktiviteter – og forhåbentlig også sommervejret – i vores allesammens Næstved”.
Trafik og adgangsforhold
For at sikre en god afvikling af festivalen vil Toldbodgade og dele af Kanalvej være spærret for kørende trafik. Gule omkørselsskilte bliver opsat, og der etableres særlig parkering for handicapbiler og presse på Vestre Kaj – dog kun med gyldig tilladelse.
Næstved Kommune opfordrer derudover gæster til at benytte offentlig transport, cykle eller gå til festivalen. Afstanden fra Næstved Station til havneområdet er cirka 13 minutters gang. Kommer man i bil, anbefales samkørsel for at reducere trafik og belastning på parkeringspladserne.
Se parkeringsmuligheder her og programmet ofr festivalen her.