Tre bomber fra Anden Verdenskrig er blevet fundet i den tyske by Köln, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Onsdag er det planen, at de tre bomber skal desarmeres.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
I den forbindelse skal en del af den vesttyske storby evakueres, og omkring 20.000 mennesker skal derfor midlertidigt forlade deres hjem, mens bomberne fjernes.
Evakueringen vil ifølge en talskvinde for byens myndigheder blive en af de største i de senere år.
Bomberne blev ifølge det tyske medie Tagesschau fundet i mandags ved det gamle skibsværft Deutzer Werft. Området danner i dag ofte ramme om koncerter og festivaler i byen.
Hver enkelt af bomberne vejer omkring et ton.
En stor del af byen er ifølge dpa omfattet af evakueringsordren, der også dækker hele byens historiske centrum.
58 hoteller, et hospital, rådhuset, to plejehjem og en togstation vil blive evakueret. Tre broer, der går over floden Rhinen, vil desuden blive holdt lukket, mens bomberne fjernes.
I Tyskland er det ikke usædvanligt, at der bliver fundet ueksploderet ammunition og krigsmateriel fra Anden Verdenskrig. De fleste af dem bliver desarmeret, uden at de forårsager nogen skader.
Der er også flere gange tidligere blevet fundet ueksploderede bomber i Köln, der i slutningen af Anden Verdenskrig var mål for adskillige bombeangreb.
Senest natten til tirsdag i sidste uge måtte 5000 mennesker forlade deres hjem, efter at der eftermiddagen forinden var blevet fundet en bombe i forbindelse med byggearbejde i byen. Det skriver Tagesschau.
Fordi et bæltekøretøj holdt ovenpå og lagde pres på bomben, måtte alle bygninger i en radius af 400 meter hurtigt evakueres.
Bomben, der blev hentet af en kran, vejede fem ton.