Danmark i rampelyset: Historiske noir-perler indtager verdens største festival

Foto; Nordisk Film

Med ‘Norden Noir’ får skandinaviske filmklassikere fra efterkrigstiden nyt liv på en af verdens største filmfestivaler.

Der bliver et stort nordisk fokus til årets udgave af den filmhistoriske festival i Bologna ‘Il Cinema Ritrovato’.

Festivalen har nemlig udtaget filmserien ‘Norden Noir’, som består af syv nyrestaurerede skandinaviske noir-titler fra 1940’erne og 50’erne.

Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Bag serien står filminstitutterne i Danmark, Sverige og Norge i fællesskab, og filmene er alle eksempler på den originale dystre og mørke nordiske noir, der opstod efter 2. Verdenskrig og går forud for moderne Scandi-crime-succeser som ‘Forbrydelsen’, ‘Mænd der hader kvinder’ og ‘Broen’.

“I filmhistorisk sammenhæng svarer det her til at få en film i hovedkonkurrencen i Cannes,” siger Filminstituttets direktør Tine Fischer om festivalens udtagelse af ‘Norden Noir’, og glæder sig desuden over det nordiske samarbejde om serien:

“At det lykkes sammen med Norge og Sverige er en skandinavisk triumf og udspringer af et stigende samarbejde mellem de nordiske filminstitutter; både mellem arkiver og cinemateker, men også på støtteområdet. I lyset af verdenssituationen og det stigende pres på vores værdier, ønsker jeg, at det samarbejde skal vokse, for vi har brug for kulturel samling og for at styrke og dele vores nordiske stemmer – både hjemme og ude”.

(Artiklen fortsætter under informationsboksen)

Filmfestivalen ‘Il Cinema Ritrovato’ afholdes fra 21.–29. juni i Bologna, Italien. Den regnes for verdens største og væsentligste filmfestival for klassiske og restaurerede film.

Efter visningerne i Bologna vil filmserien ‘Norden Noir’ turnere rundt i de skandinaviske cinemateker.

Danskfødte Joachim Trier sikrer Cannes-triumf og genopliver Zentropa efter næsten 30 år uden Grand Prix.