Stutteriet Viegård kom i myndighedernes søgelys, da der blev fundet nedgravede rester af 50 heste
To selskaber bag det omstridte Viegård Stutteri nord for Viborg får bøder på 600.000 kroner for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Viegård Stutteri kom i søgelyset, da myndigheden i 2023 ved et uanmeldt besøg på stutteriet fandt nedgravede rester af omkring 50 heste.
Stutteriet havde ikke tilladelse til at grave heste ned på grunden.
Siden har politiet været på en række uanmeldte tilsynsbesøg på stutteriet og adresser tilhørende stutteriet.
Også Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger har deltaget i de uanmeldte besøg, og det har resulteret i flere politianmeldelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
(Artiklen fortsætter under billdet)

I januar 2024 blev efterforskningen afsluttet og overdraget til anklagemyndigheden, som modtog et samlet sagsmateriale på cirka 3600 sider.
Der har været en del udløbere af sagen, som blandt andet har handlet om vold og husfredskrænkelser efter sammenstød ved stutteriet mellem en gruppe borgere og ansatte på stutteriet.
Eksempelvis er en 65-årig landmand idømt otte måneders ubetinget fængsel for at have påkørt dyreaktivister ved stutteriet.
Den daværende ejer af stutteriet, John Byrialsen, har over for DR afvist beskyldningerne om dyremishandling.
– Nej. Alle dem, der har været hos mig, ved, at jeg er meget dygtig til at håndtere heste og til at arbejde med dem, sagde han i februar 2024 til DR.
De to selskaber, der nu er under konkursbehandling, har accepteret at betale bøderne. Det betyder, at sagen ikke indbringes for retten.
Det er anklagemyndighedens vurdering, at der i de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven er tale om uforsvarlig behandling af dyr.
Det er ifølge pressemeddelelsen fra politiet overtrædelser, “der ikke kan begrunde en påstand om frakendelse af retten til at arbejde med dyr til selskaberne”.
Ifølge dyrevelfærdsloven skal en person eller en virksomhed findes skyldig i grovere uforsvarlig behandling af dyr eller mishandling, før personen eller virksomheden kan frakendes retten til at arbejde med dyr.
Anklagemyndigheden har forelagt Statsadvokaten afgørelsen om at afslutte sagen med bødeforlæg. Her har man tiltrådt anklagemyndighedens afgørelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
– Midt- og Vestjyllands Politi har forståelse for, at sagen har tiltrukket stor offentlig interesse. Det er dog ikke muligt inden for lovens rammer at dele yderligere oplysninger om sagens afslutning med offentligheden, skriver politiet i pressemeddelelsen.
/ritzau/



