Lørdag kalder Ukraine et netop igangsat angreb mod landet for krigens hidtil største. Sådan lyder det fra Volodymyr Zelenskyj
Yderligere internationale sanktioner er nødvendige for at tvinge Rusland til at indgå en våbenhvile.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på det sociale medie X.
Udmeldingen kommer efter nye russiske drone- og missilangreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, natten til lørdag. Her er 15 personer ifølge AFP blevet såret.
– Kun yderligere sanktioner rettet mod nøglesektorer i den russiske økonomi vil tvinge Moskva til våbenhvile, skriver præsidenten og tilføjer, at Rusland “forlænger” krigen.
Nattens angreb kaldes af Ukraines militær for “et af de største kombinerede luftangreb i krigens tre år”.
Ifølge det ukrainske luftvåben har Rusland over natten affyret 14 ballistiske missiler og 250 langtrækkende droner mod forskellige mål i Ukraine. Hovedmålet var Kyiv, lyder det.
Rusland har ikke kommenteret på meldingerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det har været “en vanskelig nat for Ukraine”, skriver Zelenskyj yderligere i sit opslag på X.
– Der var mange brande og eksplosioner i byen natten over. Endnu en gang er beboelsesejendomme, biler og virksomheder blevet beskadiget. Desværre er der tilskadekomne, lyder det fra præsidenten.
Ifølge ukrainske myndigheder blev to personer fredag dræbt under et andet russisk missilangreb i havnebyen Odesa, der ligger i det sydlige Ukraine. Det skriver AFP. Flere personer meldes såret under angrebet.
Kyiv og flere andre byer i Ukraine har jævnligt været under russiske angreb, siden Rusland i februar 2022 invaderede landet.
I dag kontrollerer Rusland omkring en femtedel af Ukraine og hævder også, at områderne formelt er russiske. Det accepterer hverken Ukraine eller landets europæiske allierede.
USA’s præsident, Donald Trump, har, siden han overtog embedet i januar, presset på for en våbenhvile og fredsaftale i Ukraine.
Foreløbig har han haft begrænset succes med at få parterne til at enes om længere pauser i kampene.
Missilnedslag ændrede alt: Sådan oplevede ukrainsk soldat krigens første dage