30-årige Elias Rodriguez er torsdag blevet sigtet for et dobbeltdrab på to personer ansat på Israels ambassade i USA.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De to personer blev dræbt i et skyderi i Washington D.C. nær det jødiske museum Capital Jewish Museum, som fandt sted sent onsdag amerikansk tid.
Kort efter blev den mistænkte anholdt.
Episoden efterforskes som en hadforbrydelse og som terror, siger en anklager.
Elias Rodriguez var ifølge politiet blevet set gå frem og tilbage uden for museet forud for skyderiet.
I politiets varetægt skal han senere have råbt “Free Palestine, Free Palestine”, hvilket kan oversættes til “Befri Palæstina”.