Politi og redning rykkede onsdag formiddag massivt ud til en adresse, hvor en kvinde var blevet stukket med en køkkenkniv.
‘Kl. 11.11 modtog vi en anmeldelse om, at en kvinde var blevet stukket med kniv.’
Sådan skrev politiet onsdag på det sociale medie X, efter man var mødt talstærkt op på adressen med redningsmandskab.
Nu melder politiet mere konkret ud, hvad der skete på gerningsstedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det sker i Østjyllands Politis uddrag af døgnrapporten.
Her oplyses det samtidig, at den formodede gerningsmand fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Randers torsdag.
Han er sigtet for forsøg på manddrab, efter han blev anholdt onsdag formiddag klokken 11.27.
Forinden havde politiet fået en anmeldelse om, at en 54-årig kvinde var blevet stuket med kniv på en adresse i Stenvad i Ørum Djurs på det nordlige Djursland.
Politikredsen oplyser, at episoden havde fundet sted omkring klokken 11.11, hvor den formodede gerningsmand – ifølge sigtelsen – skulle have stukket sin samlever i maven med en køkkenkniv.
Da redningspersonalet ankom til stedet modtog den tilskadekommende kvinde hurtigt behandling.
Østjyllands Politi oplyser, at hun blev fragtet med ambulance til hospitalet i ‘behandlingskrævende tilstand’.
Foruden en sigtelse for forsøg på manddrab er den 57-årige mand også sigtet subsidiært for grov vold.
Det er ikke oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelserne.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret.