Natten til søndag har politiet været talstærkt til stede ved en populær hotelkæde i København. Et vidne slog alarm, efter at have set en mand med en pistol.
Natten til søndag modtog Presse-fotos.dk redaktion flere tips omhandlende en alvorlig sag i København.
Tippene lød alle ens – en mand var set med en pistol på Wakeup Copenhagen på Bernstorffsgade.
Til Presse-fotos.dk bekræfter Rasmus Nielsen, der er vagtchef ved Københavns Politi, at man har modtaget anmeldelsen og været på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi fik en anmeldelse om, at en mand skulle have en pistol,” lyder det fra vagtchefen, der tilføjer, at man også kom i kontakt med den formodede pistolbærer.
“Efter vi også fik set videoovervågning og snakket med vidner viste det sig, at der ikke var tale om en pistol,” lyder det.
Hvad anmelderen havde set og troet var en pistol kan Rasmus Nielsen ikke svare på, men han slår fast, at der var tale om en mistforståelse.
“Der var ikke noget farligt i det,” afslutter Københavns Politis vagtchef.



