Region Hovedstaden lancerer en bred indsats for at bremse stigende brug af stærkt vanedannende opioider – både i sundhedsvæsenet og blandt unge. Samarbejde med gymnasier og skærpede receptrutiner skal vende udviklingen.
Region Hovedstaden sætter nu ind mod en bekymrende stigning i brugen af opioider – både i behandlingssystemet og blandt unge. En ny regional strategi skal sikre mere kontrol med udskrivning af stærkt smertestillende medicin og forebygge misbrug, før det eskalerer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Planen omfatter skærpede procedurer for udlevering af morfin, tramadol og oxycodon, blandt andet ved at hospitaler fremover kun må udlevere præcist det antal tabletter, som patienter har brug for ved udskrivelse – og ikke udstede store recepter, der risikerer at cirkulere ukontrolleret.
‘Vi tager opioidproblemet alvorligt. Vi kan heldigvis ikke sammenligne os med USA, men alligevel ser vi en bekymrende udvikling herhjemme. Vi vil være på forkant og sikre, at både sundhedsvæsenet og samfundet generelt har de rette værktøjer til at bremse misbrug,’ siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
En national undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra maj 2024 viser, at 2,7 procent af unge mellem 18 og 25 år har taget opioider uden recept – og 1,4 procent har gjort det inden for det seneste år. Undersøgelsen peger på, at stoffer som tramadol og oxycodon i stigende grad skaffes via uofficielle kanaler, herunder sociale medier og kiosker.
Samtidig dokumenterer rapporten Narkotikasituationen i Danmark 2023 en foruroligende stigning i antallet af sygehusindlæggelser blandt unge på grund af opioidforgiftninger. Blandt 16-25-årige steg antallet af tilfælde fra 116 i 2020 til 210 i 2022 – og myndighederne advarer om, at mørketallene kan være betydelige.
Region Hovedstadens nye initiativ skal nu forsøge at vende udviklingen, inden Danmark står over for en opioidkrise, der ligner den amerikanske.
Gymnasierne med i forebyggelsen
Unge er særligt sårbare over for afhængighed, og ifølge regionen rapporterer flere gymnasier om let adgang til opioider, der enten er blevet delt eller handlet blandt elever. Region Hovedstaden vil nu ruste skoleledere og lærere med viden, så de kan opdage og reagere på faresignaler tidligere. Samarbejdet skal bredes ud til alle ungdomsuddannelser.
‘Vi ved, at opioider ofte ikke virker farlige for de unge. Der er forlydender om tilfælde, hvor de har kunnet skaffes via sociale medier eller kiosker, og mange tror, de er ufarlige, fordi de også bruges i sundhedsvæsenet. Det er en livsfarlig misforståelse, som vi nu skal gøre op med,’ siger Lars Gaardhøj.
Derudover skal samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger styrkes, så unge med begyndende misbrug hurtigt kan få professionel hjælp og støtte til afvænning.