Anne Linnet hædres for sit livslange virke som sangskriver og komponist – og for sin omhu og vedholdenhed i det kunstneriske håndværk.
Gennem årtier har Anne Linnet sat sit præg på dansk musik med udgivelser, der både udforsker forskellige musikgenrer og samtidig bevarer en stærk lyrisk nerve.
Siden 1970’erne har hun således været en nøglefigur på den danske musikscene og leveret tidløse klassikere som ‘Smuk og Dejlig’, ‘Barndommens Gade’, ‘Forårsdag’ og ‘Tusind Stykker’.
Tirsdag aften modtog den 71-årige sangerinde så endnu en anerkendelse, da hun blev tildelt prisen som ‘Årets Æreshåndværker’ – Håndværkerforeningen Københavns ærespris.
Det skriver Håndværkerforeningen i en pressemeddelelse.
Æresprisen er en “anerkendelse af hendes enorme dygtighed og vedholdenhed som sangskriver, komponist og sangerinde”, lyder det.
“At kunne sit håndværk er også en stolthed”
Anne Linnet selv lægger vægt på, at håndværket bag kunsten kræver både flid og passion.
“Hvis man har en passion eller et kald, er man forpligtet til at forfølge det. Det er ikke nok at have et medfødt talent. Det er også nødvendigt, at man i sin nysgerrighed efter at forlæse det ikke-eksisterende er flittig og arbejdsom,” siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
“Man forfølger en idé, og det kræver ofte udholdenhed. Dette gælder inden for alle kunstarter, og det gælder inden for alle de traditionelle håndværksfag. At kunne sit håndværk er også noget med at have en stolthed i at være omhyggelig, at klæde ideen på så godt som overhovedet muligt”.
Inspireret flere generationer
Efter mere end et halvt liv i musikbranchen har hun sat sit præg på flere generationer, og “der findes næppe nogle danskere, der ikke har ’haft hende på hjernen'”, mener formand for Håndværkerforeningen Per Vangekjær.
“Hun har sat melodi på flere generationer og har i den grad bidraget til den danske folkesjæl. Hun er dygtig flittig og stræbsom, og det er netop de dyder, som også præger det gode håndværk og den gode håndværker,” siger formanden.
Æresprisen er blevet uddelt siden 1973, og sidste års prismodtager var astronaut Andreas Mogensen. Han blev tildelt prisen for at vise, “at alt er muligt”.
Prisen tildeles en person, uden for håndværkets kreds, hvis virke i ganske særlig grad har sat sig spor inden for eksempelvis dansk kultur, industri, videnskab eller politik.
Blandt andre modtagere af Årets Æreshåndværker er forfatter Lise Nørgaard og skuespillerne Trine Dyrholm og Ghita Nørby.
Anne Linnet fik prisen overrakt ved en ceremoni på Københavns Rådhus – samme aften som Håndværkerforeningens medaljer blev uddelt til årets dygtigste nyuddannede håndværkere.