Han har sat sit præg på dansk litteratur i årtier – men vejen til forfatterskabet begyndte faktisk helt tilfældigt.
Forfatter Kim Fupz Aakeson er en af landets mest læste forfattere.
I år toppede han endda listen over modtagere af bibliotekspenge. I 26 år havde Bjarne Reuter holdt førstepladsen, men nu måtte han vige pladsen for en ny regent.
Men selvom den 66-årige forfatter har haft en gloværdig karriere med over 150 titler og adskillige filmmanuskripter bag sig, var det langt fra givet, at han en dag skulle blive en af landets mest populære forfattere.
Da han tegnede og skrev sin første børnebog i tyverne, blev der dog vækket en skabertrang, der skulle vise sig at være livslang.
Egentlig interesserede han sig ikke synderligt for børn, men Kim Fupz Aakeson kunne se, at det virkede overskueligt og sjovt at lave en børnebog.
Den havde ikke lange tekster, men budskabet var klart: Krig er dårligt, fred er godt.
Oplevelsen blev startskuddet på en forfatterkarriere, hvor tegningerne samtidig fyldte mindre og teksterne mere.
Og pludselig var han forfatter.
“Det var nærmest en forfatterskole, jeg lavede for mig selv, hvor jeg kunne se, at jeg kan egentlig godt være lidt mere afslappet, fordi det, jeg mener om verden, kommer af sig selv i teksten. Jeg behøvede ikke at være så bekymret for, om man forstod, hvad der var gang i. En af mine helte var Ole Lund Kirkegaard. Hans anarki er jo også en politisk holdning. At han er så meget autoritetsutro, som han er. Senere blev jeg mere optaget af Mumitroldene, tonen i Peter Plys og Astrid Lindgren selvfølgelig, der viste, at man kunne skrive om virkelig alvorlige ting til børn også. Med tiden er det blevet sådan, at mange af mine ting er blevet genudgivet på forskellige måder med nye tegninger, men de første kan ikke genudgives. Altså de hørte en tid til,” forklarer den 66-årige forfatter til Avisen Danmark.
Blandt Kim Fupz Aakesons mest kendte værker er ‘Vitello’-serien, ‘Da Gud var dreng’ og ‘Så blev farfar et spøgelse.’ Som manuskriptforfatter har han skrevet til film som ‘Den eneste ene’, ‘Okay’ og ‘Frygtelig lykkelig’.
Med sin særlige blanding af humor, alvor og skarp samfundsiagttagelse har han gennem fire årtier sat tydelige aftryk på dansk litteratur og film.