Danmarks Eurovision-håb tror på succes: ‘Jeg ved, hvad jeg kan’

Foto: DR / Agnete Schlichtkrull

Efter kritik af sceneshowet har DR ændret den færøske sanger Sissals optræden – nu håber hun at bryde Danmarks Eurovision-forbandelse.

Den 1. marts vandt Sissal Dansk Melodi Grand Prix 2025 med nummeret ‘Hallucination’.

Med sin sejr sikrede den 30-årige lærerstuderende fra Færøerne sig en billet til det internationale Melodi Grand Prix i Schweiz, som begynder på torsdag.

Og selvom hun nu kommer til at optræde i en helt anden kulisse, finder Sissal ro i, at hun kender sit eget værd.

“Jeg har en god fornemmelse, helt ærligt, men man ved jo aldrig. Det er svært at komme væk fra den onde cirkel, når man har været der i lang tid, uanset hvor god man er. Det, jeg fokuserer på, er faktisk at prøve at lade være med at fokusere på at kvalificere mig, men på at give det bedste, jeg har. For det er det, folk kan gå ind og kigge på bagefter og sige: “Det var ærgerligt”, hvis det ikke lykkes,” siger den 30-årige sangerinde til Ritzau.

Flest år uden finalebillet

Danmark er det land, der har gået flest år i træk uden at kvalificere sig til finalen – det er ikke lykkedes siden 2019.

Med et rekordstort deltagerfelt fra hele verden – fra Aserbajdsjan til Australien – skal finalisterne nu findes gennem to semifinaler.

Sissal skal på scenen i den anden semifinale, hvor kun 10 ud af 16 lande går videre.

Her betegner hun sig selv som en ‘dark horse’ – altså en mulig overraskelse.

“Mange siger: “Lad være med at kigge på oddsene”. Men det er svært at lade være. Men jeg er ikke ked af det, for jeg ved, hvad jeg kan, og hvad jeg er i stand til. Så jeg føler ikke, at jeg er en dårlig artist, fordi jeg ikke ligger højt hos bookmakerne,” siger hun videre til nyhedsbureauet.

Måtte ændre sit sceneshow

Da Sissal vandt ‘Dansk Melodi Grand Prix 2025’, fik hendes sang generelt stor ros, men én ting delte vandene blandt danskerne: Sissals sceneshow.

Derfor tog DR affære og valgte at skrotte det oprindelige sceneshow. I stedet skal Sissal optræde i en ny visuel ramme under Eurovision.

“Jeg har fået flere hundrede beskeder fra folk, der er så kede af, at mit sceneshow ikke lever op til deres forventninger. De skriver: “Den her sang fortjener en god optræden og en ægte chance for at klare sig godt til Eurovision,” fortalte Sissal til dr.dk dengang.

Det internationale Melodi Grand Prix 2025 finder sted fra den 13. til den 17. maj i den schweiziske storby Basel.

Skuespillertrioen er tilbage i rollerne som de tre gamle gymnasiekammerater – og selv efter ti år sidder samspillet stadig i skabet.