Dømt for bedrageri: Nu vender eks-politiker tilbage som chef

Foto: Maria Louise Reichardt. Kasper Sand Kjær, kommunikationschef i Koda.

Tidligere folketingsmedlem får ny rolle i musikrettighedsorganisationen, efter han sidste år blev dømt for bedrageri og falsk anmeldelse.

Sidste år valgte Kasper Sand Kjær at fratræde sin stilling som kulturpolitisk chef i Dansk Kulturliv på grund af en bedragerisag, der stammede fra hans tid som folketingsmedlem.

Han blev dømt for bedrageri og falsk anmeldelse i forbindelse med en hændelse den 25. maj 2023, hvor han anmeldte sit kreditkort som stjålet og misbrugt for i alt 45.310 kroner.

Anklagemyndigheden vurderede dog, at anmeldelsen var usand, og at der derfor var tale om en falsk anmeldelse.

Han blev idømt 60 dages betinget fængsel med en prøvetid på ét år samt 80 timers samfundstjeneste.

Efter skandalesagen er der dog nu igen godt nyt for det tidligere folketingsmedlem.

Kasper Sand Kjær tiltræder nemlig stillingen som kommunikationschef hos musikrettighedsorganisationen Koda.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Samtidig overtager Nicky Valbjørn Trebbien posten som juridisk og politisk direktør.

”Jeg er rigtig glad for, at Nicky og Kasper har sagt ja til at være med på holdet og bringe deres erfaringer og store kompetencer i spil, når vi skal håndtere en ny tid for musikbranchen, hvor presset på rettighederne til den musik, vi alle sammen holder af og nyder, kun vil blive større,” siger Kodas direktør Gorm Arildsen i pressemeddelelsen.

Erfaring fra Christiansborg og kulturlivet

Siden december 2024 har Kasper Sand Kjær været ansat som public affairs-konsulent i Koda.

I sin nye rolle som kommunikationschef får han ansvaret for organisationens kommunikation, public affairs- og bæredygtighedsindsats.

Han har tidligere været medlem af Folketinget og fungeret som blandt andet kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og selvstændig konsulent.

Nicky Valbjørn Trebbien har siden august 2024 været afdelingschef for Kodas juridiske afdeling. I sin nye rolle får han det samlede ledelsesansvar for politik, jura, bæredygtighed og kommunikation.

Inden ansættelsen i Koda var han i 13 år ansat i Kulturministeriet, hvor han blandt andet var kontorchef for ophavsretskontoret samt retschef.

Med en ny udviklingsplan vil Odense gøre bymidtens passager til kunstportaler og grønne oaser og tiltrække både lokale og turister med nye oplevelser i byens skjulte rum.