Historisk FN-topmøde i Danmark: I disse byer skal det afholdes

For første gang lægger Danmark jord til et møde i FN’s øverste ledelsesorgan – og det sker i en tid med kriser, reformer og uro i verdensordenen.

Når verdens topchefer i FN-systemet samles i Danmark den 8.-9. maj, bliver det med et særligt formål: At diskutere fremtidens FN og styrke det globale samarbejde i en tid med geopolitisk uro og pres på det multilaterale system. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er første gang nogensinde, at mødet i FN’s øverste ledelses- og koordinationsorgan, Chief Executives Board (CEB), afholdes på dansk jord. Omkring 50 ledere fra FN-organisationer, fonde, Verdensbanken og IMF samles for at drøfte, hvordan FN skal rustes til fremtiden – politisk, strategisk og økonomisk.

FN’s Chief Executives Board (CEB) er det øverste koordinerende organ i FN-systemet og ledes af generalsekretæren. Det består af cheferne for alle FN’s specialiserede organisationer, fonde og programmer – herunder WHO, UNICEF, UNHCR og Verdensbanken. Ifølge United Nations System Chief Executives Board for Coordination er formålet at sikre fælles retning, styrke tværgående initiativer og håndtere globale udfordringer i fællesskab. CEB er også central i forhold til implementeringen af FN’s Verdensmål og reforminitiativer.

”En verdensorden i opbrud”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det en markant begivenhed for Danmark:

”Uro og usikkerhed er blevet en større del af vores hverdag, og den verdensorden vi længe har kendt, er i opbrud. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er stort for Danmark, at vores tætte samarbejdspartnere i FN vælger netop vores land som ramme for mødet i en tid, hvor det internationale samarbejde er stærkt udfordret,” siger han.

CEB skal sikre strategisk sammenhæng på tværs af FN’s mange organer og organisationer og koordinere indsatsen i forhold til globale kriser – fra klimaforandringer og fødevarekriser til flygtningestrømme og konflikter.

Et FN under forandring

Mødet i Danmark falder sammen med lanceringen af det nye UN80-initiativ, et omfattende reformforslag fra FN’s generalsekretær i anledning af organisationens 80-års jubilæum til oktober. Målet er at gøre FN mere effektiv, transparent og handlekraftig – midt i en tid, hvor flere store donorer skærer i deres bidrag.

Det økonomiske pres på FN er voksende og sætter organisationens arbejde med fred, udvikling og nødhjælp under pres. Danmark, som sidder i FN’s Sikkerhedsråd i både 2025 og 2026, støtter flere FN-enheder via udviklingsbistanden – bl.a. på områder som humanitær hjælp, kvinders rettigheder og global fødevaresikkerhed.

Danmark byder velkommen med historiske rammer

I forbindelse med værtskabet afholder Danmark to officielle arrangementer: En velkomstmiddag på Kronborg Slot den 7. maj, arrangeret af Kongeparret, og en reception på Museet for Søfart i Helsingør den 8. maj, hvor udenrigsministeren byder topcheferne velkommen.

CEB mødes normalt to gange om året – én gang i FN’s hovedkvarter i New York og én gang i et medlemsland. At Danmark nu er vært, anses som et stærkt signal om landets engagement i FN og multilateralt samarbejde.

En massiv aktion har stået på i mere end 24 timer, hvor en mand har forskanset sig i en lejlighed sammen med børnene efter en melding om ‘uro i hjemmet’. Siden tirsdag har politiet forsøgt at komme ind til manden og nu er det endelige lykkes Aktionsstyrken at trænge ind i lejligheden.