Selv i en digital tidsalder holder mange virksomheder fast i forældede arbejdskulturer – men det kan koste dyrt, advarer fremtidsforsker Claus Sneppen i ny bog.
Den stigende digitalisering ændrer hurtigt vores forventninger til arbejdspladsen, men mange virksomheder hænger stadig fast i analoge strukturer og forældede ledelsesprincipper – og det kan true deres konkurrenceevne.
Det mener Claus Sneppen.
Han er associeret partner ved Instituttet for Fremtidsforskning og aktuel med en ny bog om fremtidens arbejdsplads.
Teknologien har for længst gjort sit indtog i vores hverdag, og det kan umiddelbart give indtryk af, at vi er klar til at omfavne et fleksibelt, digitalt arbejdsliv.
Men ifølge Claus Sneppen er virkeligheden en anden.
I bogen argumenterer han for, at mange arbejdspladser stadig er præget af analoge strukturer og forældede ledelsesprincipper, som spænder ben for både trivsel og konkurrenceevne.
Derfor er der behov for en radikal gentænkning af, hvad en arbejdsplads overhovedet er – og hvordan den fungerer i en digital tidsalder.
“Vi står i en paradoksal situation, hvor medarbejderne ønsker øget fleksibilitet, frihed og mening i arbejdslivet, og vi har teknologien til at indfri det, men samtidig holder vi som samfund fast i en arbejdsmodel formet af industrielle logikker og fortidens behov,” udtaler Claus Sneppen, forfatter til den nyudgivne bog The (R)Evolution of the Office Workspace (Springer Nature), i en pressemeddelelse.
Han peger på alt fra overenskomster til regler for hjemmearbejde som eksempler på systemer, der fortsat tager udgangspunkt i arbejdspladsen som et fysisk sted – en tilgang, der i stigende grad virker forældet.
Arbejde er en aktivitet – ikke et sted
Et tydeligt eksempel på behovet for denne gentænkning finder man i arbejdsmiljølovgivningen, som stadig hviler på rigide regler for hjemmearbejde og arbejdspladsvurderinger.
Det står i skarp kontrast til den måde, moderne vidensarbejde i stigende grad udfolder sig på – mobilt og digitalt, fra sofaen, toget eller en café. Og netop denne fleksibilitet har dokumenterede fordele: højere produktivitet, større ligestilling og inklusion samt et reduceret CO₂-aftryk.
Derfor, mener forfatteren bag bogen, er det afgørende at nytænke arbejdspladsen som en dynamisk og kontekstuelt afhængig størrelse – ikke et fast fysisk udgangspunkt.
“Vi er nødt til at erkende, at det moderne arbejdsliv for vidensmedarbejdere er i konstant bevægelse, og derfor nytter det ikke, at rammerne for arbejdet ikke bevæger sig med. Det kræver et opgør med fx klassiske ansættelsesformer, som står i vejen for den fleksibilitet, som både vores medarbejdere og samfund har brug for,” siger han videre.
Samtidig opfordrer Claus Sneppen til at se på fysiske kontorer som værktøjer – ikke ufravigelige rammer.
“Det kan være en hård erkendelse, når man har investeret i fx lokaler og møbler, men alternativet er at binde sin fremtid i et tog, der ikke kører fra perronen,” fortæller Claus Sneppen.