Den årlige sirenetest finder sted onsdag 7. maj klokken 12.
Ligesom de to foregående år tester myndighederne også det mobile varslingssystem, hvor man modtager en testadvarsel på mobiltelefonen.
Det skriver Beredskabsstyrelsen på sin hjemmeside.
– Vi tester varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem, siger chef for kommunikation og varsling i Beredskabsstyrelsen Lars Aabjerg Pedersen.
Det kræver en mobiltelefon med et nyere styresystem at modtage testadvarslen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

2023 var første år, hvor myndighederne afprøvede det mobile varslingssystem med navnet “S!RENEN”.
Det første år modtog 64 procent af befolkningen testadvarslen, og sidste år var det 89 procent.
Det viste målinger udført af Megafon for Beredskabsstyrelsen
Test af sirenesystemet finder hvert år sted første onsdag i maj måned.
Der er omkring 1000 fysiske varslingssirener i Danmark, som dækker omkring 80 procent af befolkningen.
De fysiske sirener har to forskellige signaler: Et, som varsler, og ét, som afvarsler.
Varselssignalet er en tone, som stiger hurtigt og langsomt falder igen. Den gentages fire gange.
Afvarslingssignalet, som afvarsler faren, er en lang tone. Begge signaler varer 45 sekunder.
På mobilen fungerer systemet ved, at man får en besked ledsaget af en høj advarselslyd.
Ønsker man ikke at modtage varslingen på sin mobiltelefon, skal man inden klokken 12 sætte sin telefon i flytilstand eller slukke den.
Klokken 12.20 er varslingen forbi, og man kan tænde telefonen igen, skriver Beredskabsstyrelsen.
Ud over de fysiske sirener og mobilvarslingen tester myndighederne også systemet til sms-varsling af døve og hørehæmmede.
Her skal man på forhånd være oprettet som abonnent for at modtage varslingen. Det kan man læse mere om på borger.dk.