Massiv udrykning: Brand brudt ud i busterminal

Politiet og beredskabet er rykket talstærkt ud til en brand i en busterminal. Der er mistanke om en påsat brand.

Både politiet og beredskabet hastede ud til meldingen torsdag aften. Her lød det, at der var udbrudt brand i en bygning ved en busholdeplads.

Ved ankomsten til stedet har det vist sig, at der var tale om brand i noget affald inde i bygningen og politiet er nu i gang med at afhøre flere personer på stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

“Det har vist sig, at der er udbrudt brand i noget affald inde i bygningen og beredskabet har netop fået slukket på stedet”, fortæller Eli Gejsing, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

Politiet er i gang med at undersøge, om der er tale om en påsat brand på Herman Bangs Gade i Sønderborg.

“Vi skal lige have undersøgt omstændighederne derude, da det ser lidt mistænkeligt ud”, lyder det fra vagtchefen.

De mange udrykningskøretøjer gør nu klar til at køre fra adressen.

Samme aften er beredskabet massivt til stede ved en kirke, hvor der er udbrudt brand. Unge drenge har leget med tændstikker og det har startet en brand, som nu er i gang med at sprede sig.