Den amerikanske præsident Donald Trump retter nu blikket stift mod flere lande, efter han er kommet med endnu en vild melding
Amerikanske militær- og handelsskibe skal have lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen.
Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, lørdag aften i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
– Amerikanske skibe, både militær- og handelsskibe, bør få lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen, skriver præsidenten.
Han tilføjer, at han har bedt USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, om straks at tage hånd om situationen.
Omkring 40 procent af den amerikanske fragt af containere går gennem Panamakanalen.
Panama og Panamakanalen er blevet et centralt emne i amerikansk politik, efter at USA’s præsident, Donald Trump i sin indsættelsestale sagde, at han vil tage Panamakanalen tilbage.
Han mener, at det er alt for dyrt at sejle der.
Men nu retter den amerikanske præsident også opmærksomheden mod Suezkanalen i Egypten. Kanalen, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav, er en af verdenshandlens vigtigste sejlruter.
Inden houthibevægelsen i november 2023 påbegyndte deres angreb i området tegnede kanalen sig for omkring 10 procent af verdens maritime handel.
En række rederier – heriblandt den danske rederigigant Mærsk – afholder sig grundet angrebene fra at sejle gennem Adenbugten og sejler i stedet syd om Afrika.
Det er en længere og dyrere vej fra Det Indiske Ocean til Vesten end gennem Suezkanalen i Egypten.
Egypten oplyste sidste år, at indtægterne fra Suezkanalen var faldet med 60 procent.
Det amerikanske militær har udført angreb rettet mod houthierne siden januar 2024. Angrebene er blevet intensiveret, efter Donald Trump tidligere i år blev taget i ed som præsident.
Trump har sagt, at den militære indsats i området vil fortsætte, indtil houthibevægelsen ikke længere udgør en trussel mod skibsfarten.
/ritzau/AFP