Odense er på vej mod en grønnere fremtid, hvor byens museer og oplevelsestilbud arbejder aktivt med bæredygtighed i deres drift og hverdag.
For nylig fik Den Gamle By i Aarhus tildelt en ‘Green Attraction’-certificering efter flere års målrettet indsats for en grønnere og mere bæredygtig drift.
Certificeringen forudsætter, at man lever op til bestemte krav indenfor energioptimering, reduktion af vandforbrug, minimering af madspild, sortering og nedbringelse af affald og øget genanvendelse i blandt andet udstillinger.
Men det er altså ikke kun i Jylland, at bæredygtigheden er i højsædet.
Også på Fyn har man arbejdet målrettet mod en grønnere fremtid.
Faktisk i en sådan grad, at alle museer og oplevelsestilbud i Odense Kommune nu kan pryde sig med en ‘Green Attraction’-certificering.
Der fremgår af en pressemedddelelse udsendt af Have Kommunikation.
En årelang indsats
Kunstmuseum Brandts følger nemlig i fodsporene på flere af byens øvrige institutioner, som allerede har opnået certificeringen.
Og ifølge direktør for Destination Fyn, Tue Kempf, er anerkendelsen et udtryk for det benhårde arbejde, Odense Kommune har leveret over en årrække.
”Destination Fyn har gennem en årrække arbejdet benhårdt på at tilbyde viden, kompetenceudvikling og netværk inden for bæredygtighed – og ikke mindst understøttet vores medlemmers arbejde med certificeringer. Derfor er vi også stolte over denne grønne nyhed for Odense som turistdestination. Det understreger, at vi arbejder ansvarligt med at sikre, at Fyn både nu og i fremtiden kan forblive en naturskøn destination med oplevelser, der giver indtryk med positivt aftryk,” siger direktøren i pressemeddelelsen.
Med Kunstmuseum Brandts’ nylige certificering kan Odense nu bryste sig af, at alle kommunens klassiske kulturinstitutioner og oplevelsestilbud er certificeret som ‘Green Attraction’.
Vigtigt at værne om naturen
Ud over Kunstmuseum Brandts tæller det blandt andet Odense Zoo, Museet TID, H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby, Danmarks Jernbanemuseum og Carl Nielsen Museet.
Direktøren for Danmarks Jernbanemuseum understreger vigtigheden af at sætte naturen højt på dagsordenen.
”I en grøn by som Odense, er det vigtigt, at vi værner om vores natur og med vores genstandsfelt hos Danmarks Jernbanemuseum er vi stærkt optagede af den grønne omstilling. Rent organisatorisk såvel som formidlingsmæssigt. Den offentlige transports betydning for den grønne omstilling har derfor en særskilt udstilling på museet, hvor vi forsøger at give indblik i transportformers CO2-aftryk gennem tiden – og hvad vores valg som forbrugere kan flytte. På byen og branchens vegne er det en glædelig nyhed, at vi indenfor turismeerhvervene nu kan præsentere certificeringer hele vejen rundt,” udtaler Jens Toftgaard, direktør for Danmarks Jernbanemuseum.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En bæredygtig by
Green Attraction omfatter for nuværende kun klassiske museer og oplevelsestilbud, og derfor er det altså ikke muligt for flere af byens andre kulturinstitutioner at opnå certificeringen.
Det betyder dog ikke, at der ikke arbejdes aktivt med miljøpåvirkning andre steder – for eksempel har Odense Åfart indført soldrevne el-både og monteret solceller på bådenes tage, mens Odense Teater har udarbejdet en bæredygtighedspolitik med fokus på både social og miljømæssig ansvarlighed.
Andre brancher og erhverv i kommunen er også repræsenteret, når det gælder miljøcertificeringer. Det gælder blandt andet flere af byens store hoteller og konferencecentre, der enten har opnået den internationale miljømærkning ‘Green Key’ eller er tildelt Svanemærket.
Senest har Nature Energy Park, event- og mødefaciliteterne ved Odense Station, modtaget en ‘Green Key’-certificering.
Desuden er både Odense Kommunes afdeling for Vækst og Turisme og Destination Fyn certificeret under Green Tourism Organization og arbejder aktivt med bæredygtighed i deres daglige drift.