EU strammer reglerne: Skal dæmme op for mikroplast

Nye EU-regler skal forhindre, at tusindvis af tons plastgranulat hvert år ender i naturen og havet.

Forureningen udgør en voksende miljø- og sundhedsrisiko – og har tidligere ført til ulykker med store miljøkonsekvenser, advarer miljøminister Magnus Heunicke.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet torsdag.

Mikroplast er blevet påvist i både regnvand, sne, menneskeblod og modermælk, og ifølge en rapport fra FN’s Miljøprogram fra 2023, er plastforurening et af de største miljøproblemer i vores tid. Mikroplast fra blandt andet plastgranulat, dæk og tekstilproduktion udgør særligt store udfordringer, fordi partiklerne ikke nedbrydes i naturen – men ophobes over tid i både økosystemer og kroppe.

Ifølge EU-tabeller bliver der hvert år spildt mellem 52.000 og 184.000 tons plastgranulat i medlemslandene. Det svarer til syv procent af al mikroplastforurening – og forekommer især under transport og håndtering af materialet.

Plastgranulat består af små plastikstykker som kugler, flager eller pulver og bruges til at fremstille plastikprodukter. Problemet opstår, når granulatet spildes – eksempelvis under transport i lastbiler, containere eller skibe – og ender som mikroplast i hav, jord og fødekæder.

“Der har været en række ulykker, hvor hele containere med plastgranulat er blevet tabt i havet. Det skete fx i december 2024 ud for Spaniens nordvestlige kyst. Det er meget bekymrende,” siger miljøminister Magnus Heunicke i meddelelsen.

Han kalder de nye regler et vigtigt skridt:

“Med de nye EU-regler bliver virksomheder og transportører både udenfor og indenfor EU, der producerer og transporterer plastgranulat, underlagt nye krav til fx hvordan emballagen er forsejlet under transporten, så de reducerer tab af plastgranulat. Det er godt for både natur, hav og mennesker.”

Ny regulering skal gælde bredt – også uden for EU

Den politiske aftale omfatter både europæiske og ikke-europæiske aktører, som opererer inden for EU-markedet. Kravene dækker blandt andet transport- og opbevaringsforhold, bedre dokumentation og skærpet oprydningspligt ved spild.

Kommissionen har også forpligtet sig til at evaluere reguleringen af andre store mikroplastkilder som bildæk, maling og tekstiler.

Aftalen er foreløbig og skal nu endeligt godkendes i både Europa-Parlamentet og Rådet.

Ifølge Miljøstyrelsen er Danmark også i gang med en national handlingsplan mod mikroplast, som skal målrette indsatsen på tværs af kilder og sektorer.