En ny udtalelse fra EU-Domstolen skaber usikkerhed om, hvorvidt Viborg Kommune overhovedet er forpligtet til at lave en habitatkonsekvensvurdering i forbindelse med Tangeværkets ansøgning om vandindvinding til strømproduktion.
Kommunen vælger nu at sende sagen til genvurdering hos Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det oplyser Viborg Kommune i en pressemeddelelse tirsdag aften.
‘Det her er virkelig kompleks lovgivning og en helt ekstraordinær sag. Så for at være sikker på, at vi som kommune ikke overser noget, har vi rådført os hos et af landets førende miljøadvokathuse. I går fik vi et notat fra dem om en sammenlignelig sag, hvor EU-Domstolen fastholder, at der ikke skal laves habitatvurdering. Det er vi nødt til at handle på,’ udtaler borgmester Ulrik Wilbek (V).
Habitatkonsekvensvurderinger er et centralt element i EU’s naturbeskyttelsesdirektiver og skal sikre, at projekter ikke skader Natura 2000-områder. Ifølge Miljøministeriets retningslinjer skal vurderingen gennemføres, hvis et projekt “kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt”. Det præcise vurderingskrav afhænger ofte af praksis fra både EU-Domstolen og nationale klagenævn – og netop derfor kan nye afgørelser som den fra havdambrugssagen få vidtrækkende konsekvenser for lignende sager som Tangeværket.
Den pågældende EU-udtalelse vedrører en sag om et dansk havdambrug og lægger en linje for, hvornår habitatvurderinger er påkrævede i henhold til EU’s naturbeskyttelsesregler. Ifølge kommunens eksterne miljøjurister kan den sag sammenlignes med forholdene omkring Tangeværket, og det har fået kommunen til at bede Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genvurdere deres afgørelse fra 2019. Det var dén afgørelse, der tvang kommunen til at genoptage sagen og påbegynde habitatvurderingen.
‘Nu hvor den her EU-udtalelse er dukket op, er vi simpelthen nødt til at få vurderet Tangeværks-sagen op imod den. Ellers risikerer vi som kommune at lave en afgørelse, der strider mod lovgivningen. Det går ikke. Vi vil og skal sikre, at vores beslutninger lever op til nationale og internationale miljøkrav,’ lyder det videre fra Wilbek.
Kommunen arbejder videre trods usikkerhed
Selv om der er tvivl om vurderingens nødvendighed, vælger Viborg Kommune ikke at sætte arbejdet i bero.
‘Vi udnytter tiden på at arbejde videre med habitatvurderingen, mens vi venter på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer sagen. På den måde er vi klar til at træffe en afgørelse, så snart nævnet har talt,’ siger Ulrik Wilbek.
Sagen om Tangeværket har været genstand for debat i årevis og har været i bero, mens man politisk ventede på en udmelding fra staten i forbindelse med Ministeriet for Grøn Treparts behandling af de såkaldte vandområdeplaner – planer, som blandt andet skal sikre passage for fisk og andet dyreliv i vandløb.