Kommunen laver stor afstemning for københavnere: ‘Det er vigtigt’

Foto: Laura Stamer, Karina Tengberg/Elgaard Architecture, DroneRune, Andreas Raun Rosendahl, Adam Mørk, Jens Christian Rørbæk Kruse/Københavns Kommune, Niels Busch for Metroselskabet og Hampus Berndtson.

Nu kan du være med til at bestemme hvilket nybyggeri i København, der skaber de bedste rammer for livet i byen.

Siden 1903 har Københavns Kommune præmieret nye bygninger, bymiljøer og anlæg. Og siden 2018 har københavnerne selv kunnet give deres mening til kende ved at stemme til publikumsprisen.

Nu har du igen mulighed for at bestemme hvilket nybyggeri, der bidrager mest til bylivet i København.

Det oplyser Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen i en pressemeddelelse.

I år er otte projekter nomineret. Og her er der altså tale om både nybyggerier, restaureringer og nye bymiljøer.

”Det er vigtigt at anerkende de bygninger, bymiljøer og anlæg, der er med til at forme vores fremtid og som skaber værdi for københavnerne. De bedste byggerier løfter hele området omkring sig, og skaber de rum, hvor vi møder hinanden, hvor hverdagen udfolder sig og hvor livet leves. Byggeriernes kvalitet handler derfor både om form, funktionalitet og fællesskab. Så husk at stemme på din favorit,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i pressemeddelelsen.

Her er de nominerede:

1. Spidsen af Nordø (Redmolen)

Den 60 meter høje cirkulære kontorbygning er bygget på spidsen af Nordø ud mod det store havnebassin, og fungerer som pejlemærke for enden af Århusgadekvarteret. I midten af bygningen findes ’Vinterhaven’, en 14-etagers høj atriumgård med træer og planter, der er åben for offentligheden.

2. Bellahøj – Renovering af boliger AKB

Bellahøjhusene, der er bygget i 1950’erne, har undergået en større renovering af facader, samt indendørs renovering. Renoveringen har blandt andet givet et sundere indeklima og reduceret energiforbruget markant. Derudover har man genskabt bygningernes betonflisefacade.

3. Carlsberg Akademi

Bryggeren J.C. Jakobsens villa på Carlsberg, der er opført i midten af 1800-tallet, har gennemgået en restaurering, og kan i dag lægge lokaler til møder og konferencer. Husets udtryk er bragt tilbage til dets originale, blandt andet ved at genskabe historiske farver på baggrund af farvearkæologiske undersøgelser, og genskabe originale dekorationer efter historiske tegninger.

4. Dansehallerne

Midt i Carlsberg Byen er det fredede kedelhus blevet transformeret til et tidssvarende teater for samtidsdans og koreografi. De tidligere tillukkede murede nicher i bygningens stueplan er åbnet op med nye glasdøre, og resten af bygningens udtryk er restaureret med minimale indgreb i de oprindelige rammer.

5. Thoravej 29

Ombygningen af den gule murstensbygning på Thoravej 29 har fokuseret på genanvendelse af stedets historie. Før projektet gik i gang, var bygningen horisontalt opdelt i fire lavloftede etager præget af små kontorlokaler. Nu er stueetagen åbnet op, og etagedæk er fjernet for at skabe rummelighed. Bygningen indeholder i dag bl.a. café, udstillingsrum, værksteder og debatscene.

6. Metrolinje Syd

Forlængelsen af M4-linjen med fem nye metrostationer, der kobler Sydhavn og Valby på metronettet. De nye stationer er designede med integrerede kunstværker, der fungerer som kendetegn for hver station. Kunstværkerne er udført af fire danske samtidskunstnere og en kunstnergruppe.

7. Grønningen – Bispeparken

Et byrumsprojekt, der kombinerer skybrudssikring med udvikling af en ny bypark. Parken kan tilbageholde regnvand i en række lavninger, og sikrer dermed lavereliggende områder mod oversvømmelse. Samtidig kan parken lægge rammer til sociale aktiviteter og til biodivers bynatur.

8. Carlsberg Byen

Fornyelsen af bydelen kombinerer de gamle bygningers arkitektur med nye byrum og funktioner. De fredede og bevaringsværdige bygninger har fået nyt liv og fællesskab og hverdagsliv er tænkt ind i byrummene.

Vinderen afsløres den 12. maj

Sidste år løb Karens Minde Aksen i Sydhavnen med prisen, ligesom både Nørrebro Bibliotek, Bispebjergs Helende Haver og Axel Towers tidligere tidligere har fået prisen.

Du kan stemme på din favorit frem til tirsdag den 6. maj 2025. Det gør du her.

Vinderen af publikumsprisen afsløres mandag den 12. maj.

Træd tilbage i tiden og oplev de ekstravagante fester, der satte standarden for kongelige spektakler på Kronborg Slot.