Bilister risikerer forbud og bøder, hvis deres dæk ikke lever op til de nye krav, der træder i kraft fra 30. april.
Foråret er over os, og for mange bilister betyder det, at sommerdækkene skal findes frem. Men i år er det ikke kun temperaturen, du skal holde øje med – der er nemlig en ny dækregel på vej, som kan ramme flere, end de fleste tror.
Fra den 30. april 2025 træder nye regler i kraft, som betyder, at bestemte dæk ikke længere må bruges på vejene – i hvert fald ikke i hele Europa. Og selvom du ikke selv bor der, kan det få konsekvenser, hvis du skal køre syd for grænsen i løbet af sommeren.
Det skriver Topgear.
Især hvis du ikke er typen, der får skiftet fra vinterdæk til sommerdæk i tide, eller hvis du har sat din lid til helårsdæk, bør du læse ekstra godt med.
Det handler om hastighedsklassificering
Helt konkret handler reglen om dæk, der er udstyret med M+S-mærkningen (mudder og sne) eller 3PMSF-logoet (Three-Peak Mountain Snowflake). Har du sådan et dæk på bilen, skal du kende dets hastighedsindeks. Det er nemlig dette indeks, som afgør, om dækket er lovligt at bruge i Belgien efter den 30. april.
Er du i tvivl om dine dæk, er det bedst at få dem tjekket hos et dækcenter. Er du på vej til Belgien denne sommer, så vær ekstra opmærksom: Det er her, reglen gælder, og det er her, du kan komme i klemme.
Hvis hastighedsindekset er lavere end bilens tophastighed, må dækket ikke bruges i sommerhalvåret i Belgien. Sagt med andre ord: Dit dæk kan være for langsomt, selvom du aldrig kører så hurtigt. Og det kan koste dig en bøde på 1.000 kroner pr. dæk, hvis du bliver standset.
Hvor finder du dæk-oplysningerne?
Hastighedsindekset står med et bogstav på siden af dækket. Et L dæk er godkendt til 120 km/t, mens f.eks. et V-dæk er godkendt op til 240 km/t. Er du i tvivl, så kan du sammenligne dit dækindeks med bilens tophastighed, som typisk står i bilens instruktionsbog.
Selvom det kan virke som en detalje, så er det en vigtig en af slagsen. Dæk er et af de mest afgørende elementer for trafiksikkerhed, og reglerne omkring deres brug er mere end bare formaliteter.