Udrykningskøretøjerne er strømmet til, efter et voldsomt færdselsuheld på en landevej tidligt mandag aften.
Akutlægebil, ambulance, beredskab og politi er alle repræsenteret, efter et voldsomt færdselsuheld tidligt mandag aften.
Billeder fra stedet viser, at to biler har været involveret i uheldet, hvoraf den ende af røget af vejen og næsten er endt i vandet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det andet køretøj holder fortsat på Sundbrovej, meget ilde tilredt.
“To biler er kørt frontalt sammen, men vi ved ikke præcis, hvad der er årsag til ulykken endnu,” siger Fyns Politis vagtchef Johnny Müller til TV 2 Fyn.
Det er helt konkret mellem Siøsundbroen og Lundby på Tåsinge, at uheldet er sket.
Både på asfalten, og i græsset, ligger flere vragdele fra bilerne, blandt andet et løst dæk.
Vagtchefen kan desuden oplyse, at ingen formodentlig er kommet alvorligt til skade.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Umiddelbart er en person kørt på hospitalet, men vi har ikke oplysninger om, at der skulle være tale om alvorlig personskade,” fortæller vagtchefen.
Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at sporet fortsat er blokeret efter uheldet.
Der er dog bestilt vejhjælp, der skal rydde vejbanen, så trafikken igen kan glide.







