Københavns Politi vil gerne høre fra vidner eller folk med overvågning efter eksplosion. Vidner har set mand sprinte væk fra stedet
Natten til mandag kunne personer nær en neglesalon i Københavns Nordvestkvarter høre en eksplosion.
Det skete omkring klokken 03.10, hvor flere ringede til politiet og anmeldte en eksplosion i neglesalonen, der ligger i krydset mellem Frederikssundsvej og Tomsgårdsvej.
En person blev desuden set løbe fra stedet, fortæller central efterforskningsleder Nicklas Poulsen fra Københavns Politi.
Mandag ved middagstid har politiet endnu ingen mistænkte eller anholdte i sagen. Politiet har heller ikke klarlagt et motiv.
– Vi er meget interesserede i at snakke med vidner, så vi får lidt mere at gå efter. Hvis folk har overvågning i området, må de gerne henvende sig, siger central efterforskningsleder Nicklas Poulsen.
Det kan eksempelvis være, hvis man har en bil med dashcam, som filmer fra bilen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiets kriminalteknikere, Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab – det såkaldte HazMat-team – har foretaget undersøgelser på stedet.
Det er kutyme, når der sker en eksplosion.
– Det giver os ikke noget lige nu og her, da det skal analyseres, forklarer Nicklas Poulsen.
Analyserne skal blandt andet klarlægge, hvad det er, som har forårsaget eksplosionen.
Det kan den centrale efterforskningsleder ikke sige noget nærmere om mandag.
Seniorsergent i Beredskabsstyrelsen Jens Kragbæk har dog vurderet over for TV 2, at det er en genstand på størrelse med en håndgranat, der har forårsaget eksplosionen.
– Vi har været inde og tage nogle prøver for at finde ud af, hvad for et sprængstof det er, sagde han til mediet mandag morgen.
/ritzau/


