Mandag morgen er der sket et alvorligt færdselsuheld med en bus i København. En mand bliver i den forbindelse hastet på Rigshospitalet i en ambulance med politieskorte
Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab har mandag morgen klokken 07.52 modtaget en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld med muligt fastklemte.
Det bekræfter vagtchef ved politikredsen Henrik Stormer over for Presse-fotos.dk.
“En 40-årig mand er alvorligt kvæstet og er kørt på Rigshospitalet med eskorte,” siger vagtchefen og tilføjer:
“Det er en varebil, der er kørt op bag i en bus. Manden har formentlig overset det røde lys, og at bussen holdt stille – han har ramt den med forholdsvis høj fart.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det alvorlige færdselsuheld er sket på P. Knudsens Gade i Sydhavnen, København ud for nummer 134.
Presse-fotos.dks udsendte fortæller, at uheldet ser voldsomt ud.
“Varevognen sidder simpelthen fast inde i bussen. De kan ikke flytte den,” siger vores udsendte.
Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer siger senere, at manden i varevognen er alvorligt kvæstet men ikke i livsfare.
Politiet har foretaget undersøgelser på ulykkesstedet, og der er åbnet for trafikken igen
Der er ikke umiddelbart nogen personer i bussen, der er kommet til skade. Bussen er fra Kombardo Expressen.







