Hærværk eller kunst? Udstilling vækker debat

Foto: Odsherreds Kunstmuseums Instagram. Sorte væsner, malerklatter og penselstrøg er nu spredt ud over den store hvide facade på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs.

Et kunstværk på facaden af Odsherreds Kunstmuseum har sat gang i både debat og bekymring – nogle troede ligefrem, der var tale om hærværk.

Mange lokale kunne ikke tro deres egne øjne, da de passerede Odsherreds Kunstmuseum.

Ved første øjekast troede flere lokale faktisk, at der var tale om en kriminel handling – og nogle gik endda så langt som til at ringe til politiet.

Men de tog altså grueligt fejl. Det hele var helt efter planen.

Sorte væsner, malerklatter og penselstrøg var spredt ud over den store hvide facade på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs, og det skulle vise sig at være en del af museets nye særudstilling ‘Timeline’.

Her bruger kunstnerne Frederik Næblerød og Casper Aguila udelukkende sorte og hvide farver til deres værker, som både kan ses inde i huset men altså også udenpå.

Det store spørgsmål er nu, om det overhovedet kan kaldes kunst – det er der i hvert fald delte meninger om.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

‘Hvad fanden er det?’

Torben Arendal er en af de lokale, der ser på facaden med rystende hoved.

“Man tænker ‘oh my god, hvad fanden er det?’,” siger han til TV2 ØST.

Torben Arendal er selv kunstsamler og pensioneret arkitekt. På sin bopæl har han endda udstillet, de mange værker, han har samlet gennem tiden.

Men denne form for moderne kunst giver han altså ikke meget for.

“Det bryder jeg mig ikke om. Jeg er arkitekt. Det fine hus er blevet maltrakteret, for at sige det mildt,” siger han og påpeger, at statuen udenfor museet er ramt af sorte klatter maling:

“Det vil kræve en sandblæser at fjerne det. Det bliver et kæmpe stykke arbejde at fjerne det hele. Det kommer nok til at koste to millioner kroner at få bygningen tilbage igen”.

Sætter gang i konstruktiv debat

Selv er Odsherreds Kunstmuseum dog fint tilfredse med resultatet. Udsmykningen har nemlig allerede gjort det, god kunst skal gøre.

“Jeg må jo indrømme, at jeg er glad og begejstret. Vi har opnået det, vi ville. Museet vil gerne ses, kunsten vil i høj grad gerne ses, og den her kunst er jo skabt for at blive bemærket, og det bliver den. Men vi oplever også, og det er også forventeligt, at det deler vandene,” siger Britta Tøndborg, chef for kunst og formidling ved Museum Vestsjælland.

Med sin placering ved en af byens store indfaldsveje er det dog svært at overse kunstmuseets nymalede facade.

Britta Tøndborg maner dog til ro over for de skeptiske tilskuere, der mener, at man har skæmmet bygningen.

“Det er en midlertidig oplevelse, og vi skal nok reetablere bygningers facade igen, så det Hvide Hus står lige så fint, som det altid har gjort,” siger hun.

Det rokker dog ikke ved bekymringen blandt flere lokale, som spekulerer på, hvad det vil koste at fjerne de historiske kommunale bygninger for maling.

Prisen kender museumschefen ikke endnu, men hun forsikrer, at det er en del af projektet, og at det på den måde påhviler museet at løfte den udgift.

Udstillingen kan opleves på Odsherreds Kunstmuseum frem til efteråret den 28. september 2025.

Den Gamle By i Aarhus får ‘Green Attraction’-certificering for deres bæredygtige indsats, der omfatter alt fra affaldssortering til energioptimering.