En 44-årig mand er fredag blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel for at have skrevet trusler mod en folkevalgt politiker.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge sigtelsen skulle manden blandt andet have skrevet “skyder du et fredet dyr, skyder jeg dig” til politikeren via sin Messenger-profil med henvisning til den verserende debat om ulve i Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Manden blev ved et grundlovsforhør i Retten i Horsens kendt skyldig i straffelovens paragraf 119, som blandt andet omfatter trusler mod folk i offentlig tjeneste.
Det var en anmeldelse, der fik politiet til torsdag at foretage en ransagning af den 44-åriges bopæl. I den forbindelse blev fire computere beslaglagt.
Manden blev anholdt klokken 02.28 natten til fredag.
“Dommen blev modtaget, og manden blev fængslet efter dom”, skriver politikredsen.