Fra fredag skal turister på endagsbesøg i Venedig betale et gebyr for at få adgang til byens gader og stræder.
Fredag genoptager det populære italienske turistmål Venedig opkrævning af turistskat for at besøge byen.
Ligesom sidste år ligger afgiften, som kan bookes online, på fem euro.
Men det nye i år er, at prisen fordobles til ti euro, hvis man som endagsturist køber under tre dage før ankomst til Venedig.
Det fremgår af en meddelelse fra bystyret i Venedig.
Gebyret skal betales af besøgende, som ikke kan fremvise en reservation på en overnatning på for eksempel et hotel eller en turistlejlighed.
Hvis man har overnatning i Venedig, er man undtaget. Det samme er indbyggere i regionen Veneto, som Venedig ligger i, studerende på universitetet i Venedig og folk, der besøger familiemedlemmer med bopæl i Venedig.
Men hvis en turist har booket et hotelværelse, er vedkommende stadig forpligtet til at registrere deres besøg.
En anden ændring i år er perioden, hvor adgangsgebyret i Venedig gælder.
Perioden er udvidet til at gælde 54 datoer, mest weekender, mellem 18. april og 27. juli. Det er næsten det dobbelte af antallet af dage sidste år.
Når man har købt gebyret, hvilket kan ske via mobiltelefon, får man en QR-kode, som skal vises til kontrollører forskellige steder i byen. Eksempelvis på togstationer.
/ritzau/