Med ‘NEMO’ forvandler Sort/Hvid teatersalen til en klaustrofobisk undervandsverden, hvor sci-fi, live-musik og paranoia smelter sammen i en fortælling om overlevelse.
Sort/Hvid inviterer publikum med ned under havets overflade i en ny forestilling, hvor Jules Vernes klassiker ‘En verdensomsejling under havet’ danner ramme for en mørk, sanselig og politisk rejse.
Med ‘NEMO’ fortsætter teateret og holdet bag den Reumert-nominerede ‘Skyggernes Museum’ således deres udforskning af traumeteater – denne gang i en verden, hvor katastrofen allerede har ramt.
Det skriver Sort/Hvid i en pressemeddelelse.
Forestillingen udspiller sig i en dystopisk fremtid, hvor publikum føres ind i ubåden ‘Nautilus’, mens flammerne fra et brændende København lyser udenfor.
Teaterrummet er transformeret til en klaustrofobisk undervandsverden, hvor grænserne mellem individ og system, frihed og flugt langsomt opløses.
Centralt i fortællingen står kaptajn Nemo, hans adoptivdatter Sonja og kommissær Moreau – tre figurer, der navigerer gennem et netværk af sabotage, overvågning og eskalerende kriser.
‘NEMO’ kombinerer elementer fra teater, live-musik og sci-fi-noir med en slidt natklubæstetik, og skaber på den måde en intens og sanselig oplevelse.
Forestillingen er skrevet af dramatiker Jokum Rohde og instrueret af Morten Burian. Scenografien er skabt af Christian Friedländer, mens musikken – som også spilles live – er komponeret af Jacobe Suissa. Lysdesign står Morten Kolbak for, og Lykke Meyer er tilknyttet som koreografisk konsulent.
Medvirkende er Nanna Finding Koppel, Patrick Baurichter, Morten Burian og Jacobe Suissa.
‘NEMO’ spiller fra den 3. til 31. maj 2025 på Sort/Hvid i Kødbyen, København. Billetter og mere information kan findes på sort-hvid.dk.