18 guider fra Gadens Stemmer har sammen med Betty Nansen Teatret skabt et nyt lydværk, der sætter fokus på fællesskab, tilhørsforhold og livet på kanten af samfundet.
Et nyt lydværk skabt i samarbejde mellem Betty Nansen Teatret, Gadens Stemmer og lydkollektivet XYZ Sound Collective sætter fokus på tilhørsforhold og fællesskab gennem lyd.
Værket, ‘INDENFORSKAB – livslyd i 7 kapitler’, er udviklet med 18 guider fra Gadens Stemmer – mennesker med erfaring fra stofbrug, hjemløshed, kriminalitet og psykisk sårbarhed – og er skabt som et kunstnerisk sidestykke til teatrets aktuelle opsætning af ‘Les Misérables’.
Her er lydværket blevet til gennem workshops, hvor guiderne har arbejdet med deres egne fortællinger og hverdagslyde.
Disse lyde er blevet samlet og bearbejdet til en elektronisk lydkomposition, som får premiere i det offentlige rum den 28. april på Enghave Plads. Herefter vil værket kunne opleves forskellige steder i byen.
Det skriver Betty Nansen Teatret i en pressemeddelelse.
”At få lov at bruge vores stemmer i en legende og kunstnerisk kontekst har styrket følelsen af at høre til og et ”indenforskab” i Gadens Stemmer. Det har været sjovt at opleve os selv genkendt i et lydværk og indgå i en kunstnerisk proces, hvor vores individuelle stemmer samles i et fælles værk!,” siger Julie Holst Pedersen, projektleder Gadens stemmer, om processen.
Naturlig forbindelse
Samarbejdet bygger på metoden ‘Deep Listening’, der skærper bevidstheden om de lyde, vi er omgivet af, og træner lydhørhed i både konkret og overført betydning.
Initiativet er en del af Betty Nansen Teatrets ambition om at række ud mod nye stemmer og perspektiver.
Og ifølge teatrets direktør, Eva Præstiin, ligger der en naturlig forbindelse mellem ‘Les Misérables’ og ‘INDENFORSKAB’.
”Les Misérables beskæftiger sig med ”udenforskabet” – dem, der ikke er os, fordi de ikke kan, og vi ikke vil. Forestillingen er en reminder fra en anden tid om at holde fast i det, der til alle tider er vigtigt: medmenneskelighed. Søsterværket er sit eget selvstændige værk, men udspringer af en refleksion over vores forbundethed med hinanden i det byrum, vi deler,” afslutter hun.