Køer slippes fri under tilbagegang for økologien

Søndag er det igen blevet tid til, at de økologiske gårde åbner stalddøren for køerne og gårdspladsen for danskerne.

Klokken 12 er alle køerne på samme tid blevet lukket ud på markerne under den årligt tilbagevendende begivenhed.

Det er en festdag for køerne, men det sker i en tid, hvor de økologiske landbrug taber terræn.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at det økologiske areal er skrumpet med 5,74 procent siden 2021.

Det er samtidig tredje år i træk, at antallet af økologiske landbrug er faldet, selv om salget af økologiske varer i 2024 nåede et rekordhøjt niveau.

Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, siger til DR, at det er “rigtig ærgerligt”, da efterspørgslen og forbruget er stigende.

Udviklingen skyldes blandt andet, at flere landmænd er konverteret fra økologisk til konventionelt landbrug.

Det kan bedre betale sig, fortæller Brian H. Jacobsen, lektor på Institut for fødevare- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

– Prisen på konventionel mælk har været høj, og derfor har de landmænd, der er skiftet fra økologi til konventionel, faktisk fået en højere indtjening, siger lektoren til DR.

Det er regeringens ambition, at det økologiske areal skal fordobles inden 2030.

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) ser med “stor alvor” på, at udviklingen går den forkerte vej.

Lørdag blev der præsenteret en aftale, som rummer flere elementer, der “bidrager til at fastholde og øge” det økologiske areal.

Det såkaldte omlægningstillæg hæves til 1800 kroner per hektar, mens de økologiske landmænds årlige faste tilskud hæves til 1350 kroner per hektar.

Samlet skal 5,3 milliarder kroner fra landbrugsstøtten gå til initiativer i aftalen om den grønne trepart frem til 2027.

Siden 2005 er mere end to millioner danskere ifølge Økologisk Landsforening mødt op på de økologiske gårde for at opleve køerne springe ud på græsset.