Fællessangen får økonomisk løft: ‘Alle kan være med’

Illustrationsfoto.

Den økonomiske indsprøjtning støtter foreninger og lokale initiativer med sangpakker og -aktiviteter for at fremme den danske sangtradition.

Fællessangen er en uundværlig del af det danske foreningsliv.

De stærke sangtraditioner bidrager nemlig til samhørighed og skaber forbindelser mellem mennesker på tværs af generationer.

Den danske sangglæde er dybt forankret i kulturen, og behovet for at bevare og fremme denne tradition er tydeligt.

Derfor har Nordea-fonden nu åbnet en ny pulje, som øremærker 10 millioner kroner til at støtte foreninger, ildsjæle og lokale initiativer, der ønsker at aktivere fællessangen.

Det skriver Nordea-fonden i en pressemeddelelse.

”Vi er et folkefærd, der elsker at synge sammen. Men sangglæden kommer ikke ud af det blå – den skal passes og plejes, så vi hele tiden kan skabe nye syngende fællesskaber. Med den nye pulje øremærker vi 10 mio. kr. til at hjælpe foreningsaktive og lokale ildsjæle med at få gang i fællessangen. Alle kan være med, uanset om du kan din højskolesangbog på rygraden – eller om du er en nyudklækket sangfugl. Fællessangen er med til at styrke vores livsglæde og samhørighed,” begrunder Henrik Lehmann Andersen, administrerende direktør i Nordea-fonden, i pressemeddelelsen.

Guide med tips og råd

Med den nye pulje ønsker Nordea-fonden altså at gøre det lettere for almennyttige foreninger og organisationer at få gang i fællessangen.

Puljen giver således mulighed for at ansøge om op til 15.000 kroner, som både kan bruges til indkøb af sangpakker samt til at afholde lokale sangaktiviteter.

Initiativet er udviklet i samarbejde med Højskolerne og Sangens Hus, der begge har bidraget med faglige input og viden for at sikre en målrettet indsats.

”Det er fantastisk med denne massive indsats for, at Højskolesangbogen bliver tilgængelig for endnu flere mennesker i de mange fællesskaber i Foreningsdanmark og i det lokale. Fællessangen er unik for den danske folkekultur, og det er så dejligt, at endnu flere nu kan få glæde af den,” siger Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne.

For at gøre det lettere for alle at komme i gang med fællessang, har Sangens Hus sammen med Højskoleforeningen desuden udviklet en guide med tips og råd.

Den nye Nordea-pulje ’Vi synger sammen’ er åben og kan søges – indtil puljen er tømt. Her får ansøgere svar inden for fire uger.

Nu er 50-årige Simon Kvamm fortid som dommer i ‘X Factor’, men planerne for fremtiden er alt andet end små.