Find ro i hverdagen: DR med ny podcastsatsning

Arkivfoto.

Med en ny podcastsatsning giver DR lytterne mulighed for at finde mental ro, opnå bedre balance og få en bedre nattesøvn.

Danmarks Radio kommer nu med det perfekte bud på, hvordan man kan starte dagen – eller i hvert fald finde ro i en travl hverdag, hvor tankerne kan få lov at vandre.

Med public service-stationens nye podcastsatsning ‘Ro på’ kan man således lukke helt af for støjen.

Her består podcastsatsningen af fem samlinger, der hver især har til hensigt at skabe ro, mental afspænding og bedre livskvalitet, lyder det fra DR i en pressemeddelelse.

Ned i gear

Blandt andet kan man finde podcastserien ‘Søvnudsigten‘ med Lotte Heise og Claus Berthelsen som værter.

Podcasten har til formål at få både krop og psyke ned i gear. Den skal således hjælpe med at finde vej til en god nattesøvn gennem rolige stemmer og søvndyssende musik.

Desuden tilbyder serien både kropsscanninger og uaktuelle farvandsudsigter, der med sine mange repetitioner har til formål at virke søvndyssende, lyder det fra DR.

Videnskabeligt underbyggede råd

Danmarks Radio tilbyder også ‘Ro på recept‘. Det er i hvert fald titlen på den nye podcast med læge Peter Qvortrup Geisling som vært.

Her får lytteren gennem fire afsnit videnskabeligt underbyggede råd og øvelser til at få bedre balance i livet. Afsnittene handler således om afspænding, naturen, søvn og åndedræt.

“Sundhed er det vigtigste i vores liv, og her har vi fire former for sundhed: fysisk, mental, følelsesmæssig og spirituel. Af disse fire er mental sundhed og dernæst følelsesmæssig og spirituel sundhed forudsætningerne for at kunne håndtere ens fysiske sundhed. Derfor er det særdeles vigtigt, at vi skaber plads til mental ro – og her kan musik være en vej,” forklarer Peter Qvortrup Geisling i pressemeddelelsen.

Helt ny stemme

Foruden rutinerede navne som Lotte Heise og Peter Qvortrup Geisling, kan man desuden høre en helt ny stemme.

Balletdanseren Astrid Elbo springer nemlig ud som vært i programmet ‘Musik & meditation‘, hvor hun taler med en kendt gæst om meditation. Noget, som hun selv har brugt i sit præstationsprægede arbejde på de skrå brædder, lyder det fra DR.

Ud over de tre nævnte podcasts med værter vil samlingen også indeholde podcasts med musik.

Nu er 50-årige Simon Kvamm fortid som dommer i ‘X Factor’, men planerne for fremtiden er alt andet end små.