Torsdag eftermiddag lagde Presse-fotos.dk vejen forbi Torvet i Albertslund for at tage en snak med danskerne om den aktuelle verdenssituation.
I øjeblikket befinder verden sig i en ophedet situation, hvor flere krige raser. Alt imens gør Danmarks tætteste allierede, USA, alvor af sine udtalelser om at købe Grønland for næsen af Danmark.
Presse-fotos.dk tog pulsen på en af de mest betændte dagsordener indenrigsmæssigt og har spurgt danskerne om deres holdninger til den sikkerhedsmæssige trussel mod Danmark.
Her viste det sig at være delte meninger til trusselsniveauet, da vi forhørte os blandt folk på Torvet i Albertslund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Rusland og USA udgør samme trussel
“Alle lande, der udgør en trussel mod Danmark, er lige store. Både Rusland og USA udgør den samme trussel – den ene er ikke større end den anden,” udtaler 63-årige Jesper Larsen, da Presse-fotos.dk møder ham på Torvet og tilføjer:
“USA er dog en større trussel end nogensinde før på grund af den retorik, som landets ledelse og præsidenten fører. Det er retorikken, der gør forskellen. USA er nu på niveau med Rusland, når det kommer til truslen mod verdensfreden.”
Jesper Larsen er imidlertid ikke den eneste, der deler denne holdning. Også 70-årige Jette Jensen erklærer sig enig i hans udsagn.
“USA og Rusland udgør en større trussel mod Danmarks sikkerhed, fordi de er farlige sammen – og fordi Trump er utilregnelig. USA udgør faktisk en større trussel mod verdensfreden end nogensinde før,” tilføjer hun med alvor i stemmen.
Han VIL have Grønland
Netop Donald Trumps ageren virker til at være en tilbagevendende bekymring blandt danskerne. Flere udtrykker, at hans måde at handle på og hans facon udgør en reel trussel mod Danmark.
Hans opførsel skaber altså frygt hos mange, og flere mener endda, at hans adfærd har en destabiliserende effekt på både Danmark og verdensfreden.
“USA udgør en større trussel mod Danmarks sikkerhed på grund af Donald Trump,” forklarer 33-årige Kasper og fortsætter:
“Han er tosset – både i sine holdninger og i den måde, han opfører sig på. Putin prøver at tage Ukraine, og Trump prøver nok at tage Grønland på et eller andet tidspunkt. Han siger jo direkte, at han VIL have Grønland.
Det er ikke rart, at vores tætteste allierede – supermagten USA, som burde hjælpe alle – opfører sig sådan”.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bliver uvenner med halvdelen af Danmark
Der er dog også danskere, der ser Donald Trump i et andet lys. En af dem forklarede, at USA’s præsident endda tager ansvar for verdenssituationen og arbejder for at sikre en fredeligere verden – selvom hans fremgangsmåde måske ikke appellerer til alle.
Samtidig blev der udtrykt bekymring over både Kina og Rusland, hvor holdningen var, at disse lande udgør en betydelig trussel mod verdensfreden.
“For det første er jeg ikke særlig vild med Kina. For det andet er jeg heller ikke begejstret for Rusland. Jeg frygter, at den idiot derovre (Putin, red.) begynder at tage Ukraine. Og jeg er også bekymret for, hvad der sker mod nord – at Trump gerne vil have Grønland. Jeg er måske endda lidt bange for, at kineserne begynder at vise sig deroppe. Det er min frygt.
Jeg er meget ambivalent i forhold til Donald Trump. Jeg ved godt, at jeg bliver uvenner med halvdelen af Danmark, men jeg tror faktisk, han har fat i noget – han griber det bare forkert an. I mine øjne er han en forretningsmand, ikke en politiker. Og jeg synes egentlig ikke, det er helt tosset at ville beskytte Thulebasen og sikre en stærkere tilstedeværelse i det nordlige Grønland,” siger en anonym kilde, hvis identitet Presse-fotos.dk er bekendt med.