20-årige popkomet åbner Roskilde Festival 2025

Arkivfoto: Roskilde Festival sidste år.

Den danske popkomet har, trods sine blot 20 år, allerede taget Danmark med storm. Nu skal hun tilmed åbne Roskilde Festival 2025.

Det danske stortalent har været på alles læber, og med storhittet ‘Knuser hjerter’ har hun allerede cemeteret sin plads på den danske musikscene.

Og nu runder den blot 20-årige popkomet endnu en milepæl i sin kometkarriere.

Hun åbner nemlig ballet til årets udgave af Roskilde Festival.

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

20-årige Annika indtog den danske musikbranche i kometfart med debutsangen ‘Nye Tider’ og modtog sidste år desuden prisen ‚P3 Talentet‛ ved P3 Guld, ligesom hun selvsamme år blev kåret som ‚Årets Nye Danske Navn‛ ved Danish Music Awards.

Den unge generations stemme

På trods af, at Annika blot har været en del af musikscenen i kort tid, har hun på rekordtid formået at indkapsle den unge generation.

Det mener festivalens musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i hvert fald.

„Annika står midt i sit store gennembrud netop nu, og hun rammer lige i hjertet med en ærlig og ufiltreret følsomhed. Med sange, der kredser om livet som ung, er hun på mange måder også en stemme for sin generation,‟ siger musikchefen i pressemeddelelsen.

En overdrevet oplevelse

Popkometen er da også godt tilfreds med at åbne ballet og beskriver det selv som en surealistisk oplevelse. Hun har nemlig flere gange stået foran Orange Scene og set stribevis af koncerter fra musikalske forbilleder.

„Det er så overdrevet, at jeg får lov til at stå på samme scene som dem. Det glæder jeg mig helt vildt til,‟ siger 20-årige Annika.

Tidligere har kunstnere Lamin, Blæst og Drew Sycamore åbnet den ikoniske Orange Scene.

Roskilde Festival finder sted fra den 28. juni til den 5. juli 2025. Sidste år blev der meldt fuldstændig udsolgt.

Der plejer at være store affaldsmængder, når Roskilde Festival lakker mod enden. Nu gør festivalen op med dette.