Politiet er rykket ud med mange patruljer, da der er udbrudt kaos i byen. Det er startet med hærværk mod en bil, men situationen har taget en alvorlig drejning.
Det vrimler med politibetjente og patruljer sent søndag eftermiddag. Det skyldes, at flere parter er røget i totterne på hinanden.
Politiet har spærret områder af og der er allerede fortaget flere anholdelser i forbindelse med tumulten.
Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Lars Denholt, til TV2 ØST.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Der er noget intern konflikt i området, og derfor er vi ude med det passende antal politifolk til at håndtere det”, fortæller vagtchefen vedrørende aktionen i Nykøbing Falster.
Politiet rykkede ud efter konflikten eskalerede. Det startede med hærværk mod en bil og pludselig udbrød der tumult på stedet.
Nu er politiet i gang med at undersøge hele hændelsesforløbet.
“Der ligger formentlig et eller andet bag, som vi er ved at undersøge, hvad er, for man begynder ikke umiddelbart at lave hærværk på en bil, uden at der er noget, der leder op til det”, fortæller vagtchefen til mediet.
Lars Denholt understreger dog, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i området, da politiet følger situationen nøje og har fået anholdt de personer, som man er interesseret i at tale videre med.
“Men det er ikke noget, befolkningen skal være bekymret for overhovedet. Det er noget isoleret til de involverede parter, så der er ingen grund til, at borgerne i Nykøbing Falster går og frygter noget. Vi har et par enkelte anholdte, som vi nu skal finde tid og ro til at snakke nærmere med og finde ud af, hvor meget de er involveret i den her sag”, lyder det fra vagtchefen.
Politiet kan dog hverken be- eller afkræfte, om der er tale om en banderelateret konflikt.