Den nordjyske havneby Aalborg er på vej til at cementere sin rolle som centrum for grøn innovation og industriproduktion. Det sker, efter Siemens Gamesa har igangsat opførelsen af en ny vingefabrik – et projekt, der blandt andet er blevet muligt takket være støtte fra regeringens grønne investeringsordning.
Fabrikken, der forventes færdig senere i år, bliver en del af udvidelsen af Siemens Gamesas eksisterende produktionskapacitet og ventes at skabe omkring 150 nye arbejdspladser.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Torsdag besøgte erhvervsminister Morten Bødskov (S) byggepladsen i Aalborg, hvor byggeriet er i fuld gang.
“Verden er forandret, og industripolitik er blevet sikkerhedspolitik. Danmark har en klokkeklar styrkeposition på det grønne område, men læner vi os tilbage, ender vi med at sakke bagud i det globale kapløb,” sagde ministeren i forbindelse med besøget og fortsatte:
“Med målrettet støtte styrker vi konkurrenceevnen og giver vores grønne styrkepositioner vind i sejlene. Det er derfor enormt positivt, at man i Aalborg allerede har stukket spaden i jorden. Tempo er altafgørende, og med fabriksudvidelsen er der taget et stort skridt mod et nyt nordjysk vindeventyr.”
Ifølge en analyse af Danmarks Eksport- og Investeringsfond er der stor international efterspørgsel på vindteknologi, og Danmark har allerede en eksport af grøn energiteknologi på over 100 milliarder kroner årligt. En analyse fra fonden fremhæver, at investeringer i produktionskapacitet er afgørende for, at danske virksomheder fortsat kan matche den globale efterspørgsel og forblive blandt verdens førende på området.
Grøn investering i et usikkert verdensbillede
Støtten til Siemens Gamesas fabrik er en del af en samlet grøn investeringspakke på 634,1 millioner kroner, som blev fordelt i maj 2024. Ordningen blev oprettet af regeringen for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne i en tid præget af krig i Europa, geopolitiske spændinger og hård international konkurrence om grøn teknologi. I 2025 er der afsat yderligere 657 millioner kroner til ordningen.