Så er det snart den tid på året igen, hvor stort set alle myndige danskere skal tjekke deres årsopgørelse.
Om kort tid kan man tjekke sin årsopgørelse for 2024.
En ekspert kommer dog med en advarsel til befolkningen.
Vi ser flere og flere forskellige former for svindelnumre, og årsopgørelsen er ingen undtagelse for plattenslagerne.
Det er højtid for dem, som vil have dig til at klikke ind på falske links gennem mails og beskeder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For det utrænede øje vil man nemt kunne forveksle de falske mails og beskeder med oprigtige beskeder fra Skat i forbindelse med danskernes årsopgørelse.
I det henseende kommer it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA, Jørn Guldberg med en advarsel til danskerne.
Ekspert advarer
Han forklarer blandt andet, at danskerne skal være særligt opmærksomme på de mange fuptiltag fra it-kriminelle op til den kommende weekend.
“Når der er en mulig udsigt til, at den enkelte kan få penge tilbage, og når boligejerne kan tjekke den omdiskuterede boligskat, vil tusindvis af danskere gladeligt sidde i kø i timevis for at tjekke årsopgørelsen.”
“Det betyder også, at paraderne vil være sænket, hvilket gør, at man lettere falder i, når de it-kriminelle sender e-mails og smser, der forsøger at ligne officielle meddelelser fra Skat,” siger Jørn Guldberg til B.T.
Han fortæller desuden, hvordan fupmagerne er blevet markant bedre til at udføre denne form for kriminalitet, så den fremstår troværdig. Også når det omhandler danskernes årsopgørelse.
De er velinformerede og arbejder meget professionelt, mener eksperten.
“De it-kriminelle er blevet meget dygtigere med tiden og bruger i stigende grad kunstig intelligens som en effektiv assistent. Hvor det før var halvdårlige kopier af firmaers eller myndigheders logoer og tekster fyldt med stavefejl, ser angrebene mere ægte ud i dag. Det er derfor lettere at falde i fælden. Det er efterhånden en hel industri, vi taler om,” fortæller Jørn Guldberg.
En af plattenslagernes største svindelmetode bliver kaldt phishing. Her forsøger svindlerne at at lokke borgeren til at sende oplysninger på sms, via et opkald eller en mail.
Man skal altid huske på, at Skat aldrig nogensinde vil bede dig om at afgive personoplysninger, detaljer om din bankkonto eller kortoplysninger.