Skolerne skriger på sang: Nu kommer der ekstra millioner i puljen

Illustrationsfoto.

Efter overvældende interesse for morgensangspuljen tilfører regeringen nu yderligere fem millioner kroner for at få endnu flere skoler til at starte dagen med sang.

Sidste år kom det frem, at kulturministeriet havde afsat ti millioner kroner til en morgensangsmission, der havde til hensigt at udbrede glæden ved sang og musik blandt børn.

Med hjælp fra en række danske stjerner skulle flere skoler altså nu til at synge morgensang.

Her havde kulturminister Jakob Engel-Schmidt og pianist Phillip Faber til opgave at udpege de danske musikere, der skulle stå i spidsen for denne mission.

Og allerede nu viser projektet at bære frugt.

Der har således været rift om puljen på ti millioner kroner, og ministeren vil derfor afsætte yderligere fem millioner kroner for at fremme morgensang.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Og ifølge Jakob Engel-Schmidt viser interessen for puljen, at mange deler missionen om at få flere skoler til at starte dagen med sang.

“Det viser mig, at vi er mange, der deler missionen om at få meget mere morgensang i skolerne, så vi kan styrke fællesskabet og bevare vores danske sangskat. Jeg er meget glad for, at der snart kommer flere penge i puljen, så endnu flere skoler kan søge og være en del af morgensangsmissionen,” siger han i pressemeddelelsen.

Tidligere har ministeren understreget, at formålet med projektet ikke er at pålægge skolerne at indføre morgensang.

Dog har sang gradvist “gledet ud af klasseværelserne” bemærkede ministeren ved præsentationen af den oprindelige pulje.

Puljen kan søges af skoler, der ønsker at etablere morgensang eller styrke skolens indsats på området.

Puljen var oprindeligt gældende til 1. marts, men ansøgningsfristen er nu forlænget til 1. juni. De aktiviteter, der modtager støtte, skal gennemføres inden udgangen af 2025.

Den anerkendte filminstruktør hyldes for sin indsats som rollemodel og for at bane vej for kvindelige stemmer i filmverdenen.