En person er natten til mandag fundet død efter et sneskred i Hemsedal i Norge.
Det er sket i forbindelse med en eftersøgning efter to personer i området Hydalen i Hemsedal kommune. De var der for at stå på ski og klatre på frosne vandfald, såkaldt isklatring.
De to savnede, som er mænd i 30’erne, kom fra Trøndelag længere nordpå i Norge. De skulle have været tilbage fra deres tur lørdag.
Natten til mandag oplyser operationsleder Tom Richard Skuggedal fra den lokale politikreds, at en af dem er blevet fundet død i forbindelse med eftersøgningen, som blev indledt søndag aften.
– En person er fundet død i skredområdet. Personen er hentet ud, skriver han i en overlevering.
De pårørende er blevet orienteret, tilføjer Skuggedal.
Politiet leder fortsat efter den anden mand. Natten til mandag er eftersøgningen blevet indstillet, men der bliver gjort et nyt forsøg mandag.
– Eftersøgningen går nu over i en anden fase, skriver operationsleder Skuggedal.
Søndag deltog omkring 30 personer fra beredskabet i eftersøgningen. Herunder to patruljer, der bruger snescootere og en patrulje med redningshunde.
Beredskabet fik hjælp fra flere frivillige, og der blev også indsat en helikopter.
Kort tid efter at eftersøgningen blev sat i gang, blev der lokaliseret et stort sneskred øst for Hydalsbjerget.
Der er fare for yderligere sneskred i området, og det har derfor været nødvendigt løbende at vurdere, hvor man sikkert kunne sende folk ind.
Hydalen ligger i den nordøstlige del af Hemsedal kommune.
De højeste toppe i området er over 1900 meter høje.
Foruden isklatring var de to mænd på tur i Hydalen for at dyrke en særlig form for skiløb kaldet randonée. Her bruger man ski med specielle bindinger, der gør det muligt at vandre op ad bjerget.
NTB
I Danmark er en ung mand blevet overfaldet på Vestegnen. Der er blevet fundet en kniv på stedet.