Amerikansk Oscar-vinder laver film med Jacob Haugaard i hovedrollen

Hovedcastet til amerikanske Alexander Paynes danske komediedrama ‘Et sted derude’ er nu på plads, og optagelserne kan begynde.

Sidste år kunne danske Scanbox Production annoncere, at den Oscar-belønnede amerikanske stjerneinstrukør Alexander Payne arbejdede på sin første europæiske spillefilm.

Filmen ‘Et sted derude’ optages i Danmark og vil foregå på dansk.

Nu er der endelig nyt om det danske komediedrama, der påbegynder optagelserne i februar.

Scanbox Production kan nemlig nu løfte sløret for det stjernespækkede hovedcast, der har lidt af en levende legende i den bærende rolle.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jacob Haugaard (til højre) får vel nok karrierens største rolle i ‘Et sted derude’. Foto: Martin Dam Kristensen

Folkekær-entertainer spiller over for norsk Oscar-kandidat

Det er nemlig ingen ringere end Jacob Haugaard, der indtager hovedrollen som Lars, hvis livslange venskab med vennen Klaus slår revner i en jysk provinsby.

Haugaard er en af Danmarks mest folkekære entertainere og har i løbet af sin brogede karriere haft fingrene i alt fra tv- og filmsucceser til politikken på Christiansborg.

Mange kender ham dog nok fortsat bedst fra de ikoniske Squash-reklamer.

Vennen Klaus spilles af teater-veteranen Ole Sørensen, der på biograflærredet blandt andet har medvirket i ‘Klovn: The Movie’ og ‘Resten af livet’.

De to modne herrer får kvindeligt modspil i filmen af den norske stjerne Renate Reinsve, hvis medvirken allerede blev røbet ved filmens annoncering.

Hun er netop blevet nomineret til en Oscar for ‘Bedste kvindelige hovedrolle’ for sin præstation i Joachim Triers ‘Affektionsværdi’.

I ‘Et sted derude’ portrætterer hun Lars’ svigerdatter Ingrid.

Hendes mand Benny spilles af Jacob Lohmann, der blandt andet er kendt for den titulære rolle i ‘Oxen’ og sin prisvindende præstation i ‘Shorta’.

Sidst, men ikke mindst, er det Matador-skuespilleren Lane Lind, der indtager rollen som Klaus’ kone Astrid.

Se også
Først blev danskproduceret film nomineret til Oscar: Nu nomineres den til endnu en stor pris

‘Dybt imponeret’

‘Et sted derude’ bliver den første spillefilm på et andet sprog end engelsk for Alexander Payne, der to gange har vundet Oscar-prisen for ‘Bedste filmatisering’.

Han var senest aktuel med ‘The Holdovers’ der ligeledes kastede en håndfuld Oscar-nomineringer af sig. Alexander Payne vandt i denne omgang ingen Oscar, men Da’Vine Joy Randolph tog prisen som ‘Bedste kvindelige birolle’.

Nu skal han så instruere danske skuespillere, der skal levere danske replikker skrevet af en norsk manuskriptforfatter, Erlend Loe.

Men kvaliteten hos de danske skuespillere gør ham mere end bare fortrøstningsfuld.

“Det kommer ikke som nogen overraskelse, men jeg har været dybt imponeret over den ekstraordinære kvalitet hos de danske skuespillere,” udtaler Alexander Payne i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:

“Casting director Djamila Hansen har hjulpet mig med at sammensætte det, jeg vil kalde et virkelig stærkt ensemble.”

‘Et sted derude’ forventes af få premiere i løbet af 2027.

Korte videoer